Mærsk-arving vil have flere kvinder i selskabets top

24. marts 2013 11:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mærsk-arving vil have flere kvinder i selskabets top
Billede mangler

Der skal flere kvinder ind i det øverste ledelseslag hos A.P. Møller – Mærsk.

 

Det er meldingen fra Mærsk-arving Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der er formand for A.P. Møller Fonden og næstformand i landets største virksomhedsgruppe.

Hun har derfor sat sig som mål at arbejde for en højere grad af diversitet i toppen af virksomheden, siger hun i et interview med Berlingske søndag.

»Det er ganske enkelt for dårligt, og her taler jeg som næstformand i A.P. Møller – Mærsk, at vi blot har en enkelt kvinde i det øverste ledelseslag. Det skal vi have gjort noget ved, det er vi enige om i bestyrelsen. Vi skal have flere kvinder ind, kvalificerede kvinder, det skal vi arbejde aktivt for,« siger hun til avisen.

Den ene kvinde, som Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla henviser til, er direktør i Maersk Tankers, Hanne B. Sørensen.

Generelt er den 64-årige Ane Uggla meget optaget af mangfoldighed i virksomheden, fortæller hun i interviewet. Derfor er det også vigtigt, at man ikke fravælger folk på baggrund af deres alder.

»Men jeg vil også gerne slå et slag for, at man ikke skal diskriminere med hensyn til alder. Jeg ser ikke alder som et problem. Selv føler jeg mig stadig frisk og kry. Man skal selvfølgelig kende sine begrænsninger, og dem har jeg mange af, men jeg ser ikke alder som en ulempe,« siger hun til Berlingske.

Ane Uggla har til dagligt fast bopæl i Stockholm, men på grund af sit arbejde er hun forbi København et par gange hver uge.

Hun forklarer, at hun var en af årsagerne til, at hendes far, Mærsk Mc-Kinney Møller, fik øjnene op for kvinders evner i forretningsøjemed. Det var en åbenbaring, der ændrede tankegangen hos den nu afdøde skibsreder.

»På et tidspunkt, i begyndelsen af 1980erne, hjalp jeg min far med en opgave i Sverige. En svær opgave for min far, det var noget, der ramte ham hårdt. Det var ikke helt enkelt, vi talte meget sammen om det, og det indebar både oversættelseshjælp og advokatbistand. Jeg kan ikke sige, hvad det konkret handlede om, men det var i den forbindelse, at min far fandt ud af, at piger også kan. Der oplevede jeg et skifte i hans tankegang.«

Mærsk Mc-Kinney Møller døde i april sidste år i en alder af 98 år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu