Regnskab: Så mange milliarder tjente Mærsk i 2012

22. februar 2013 08:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Regnskab: Så mange milliarder tjente Mærsk i 2012

A.P. Møller – Mærsk kom ud af 2012 med et nettoresultat på 23,4 mia. kr., men venter et lavere resultat i år.

 

Landets største selskab levede dermed mere end op til sine egne forventninger om at levere et overskud på ca. 3,7 mia. dollar, svarende til omkring 21,5 mia. kr.

I markedet var den gennemsnitlige forventning et nettoresultat på 22,6 mia. kr., ifølge en rundspørge fra SME Direkt. Også den forventning slog Mærsk altså.

I år venter A.P. Møller – Mærsk et resultat, der er lavere end i 2012. Når der ses bort fra en række ekstraordinære forhold i 2012, så vil Mærsk dog levere et resultat på samme niveau som i 2012.

“Resultatet forventes at blive på samme niveau som i 2012 (USD 2,9 mia.) eksklusive nedskrivninger, avancer fra salg og indtægten fra forliget i en algerisk skattesag,” skriver Mærsk i årsregnskabet.

Dermed bruger selskabet som vanlig en lidt forsigtig formulering om fremtiden.

I markedet venter langt de fleste analytikere, at Mærsk ville kunne levere et bedre resultat i 2013 end i 2012, men der er dog store forskelle på forventningerne.

Årsagen til den store usikkerhed om udviklingen i 2013 er især et meget uforudsigeligt containermarked. I 2012 leverede containerforretningen Maersk Line et beskedent overskud på 2,7 mia. kr., og spørgsmålet er, hvor meget det kan forbedres i år.”Maersk Line forventer et bedre resultat end i 2012 primært baseret på yderligere reducerede enhedsomkostninger,” skriver selskabet.

.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu