Mærsks uheldsskib kan være ude i måneder

5. februar 2013 13:45 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mærsks uheldsskib kan være ude i måneder
Emma Mærsk. Foto: Wikipedia.

A.P. Møller – Mærsk-containerskibet Emma Mærsk ligger ved kaj i Egypten – og der ser det ud til at blive noget tid endnu.

 

Det knap 400 meter lange containerskib tog pludselig store mængder vand ind natten til lørdag, mens det sejlede i Suezkanalen. Efterfølgende er det blevet slæbt til kaj ved containerterminalen i Port Said, containerne blev aflæsset og nu er det ved at blive inspiceret.

Dykkernes arbejde har indtil videre fastslået, at der er blevet slået hul i skroget i en af de tunneller, der huser en sidepropel til brug ved havnenavigation, forklarer kommunikationschef i A.P. Møller – Mærsk, Michael Storgaard, til Berlingske. Hvordan ulykken lige er sket, er endnu uklart, og det betyder, at Mærsk har valgt at suspendere brugen af de specifikke sidepropeller på alle sine E-klasse-skibe indtil videre.

I forbindelse med ulykken strømmede der store mængder havvand ind i motorrummet. Og det er ikke lige sådan at pumpe ud igen, forklarer Michael Storgaard. Selv om selve hullet i skroget bliver repareret, kan blive tvunget til at vente lidt med at pumpe vandet ud.

“Vi venter lidt. Lige nu er det er bedre at lade det maskineri, der er oversvømmet, forblive under vand. Det skyldes, at det er saltvand, og så snart maskinerne kommer i forbindelse med ilt, så vil der forekomme tæring. Så man skal være klar til at rense og reparere med det samme, når vandet er væk,” siger Michael Storgaard og tilføjer:

“Man ved ikke præcist, hvor lang tid, det her vil tage, men man regner med, at det er måneder.”

Der er endnu intet overblik over, hvad det vil koste at få Emma Mærsk i drift igen. Med Mærsk-pressechefens ord er man dog internt klar over, at det bliver “a lot” – eller rigtigt dyrt. Om det i sidste ende kommer til at sætte aftryk i Maersk Line-regnskaberne er uvist, da der også er forsikringsselskaber ind over.

Emma Mærsk sejlede på ruten til Asien, hvor der er daglige afgange. På trods af den manglende kapacitet bliver den daglige drift på ruten ikke forstyrret. Det er dog endnu uklart, præcis hvordan rederiet vil skaffe ekstra kapacitet – lige nu ser det på alle muligheder.

“Det kan være, der er skibe der er “idle” – altså ligger stille – og at der er andre skibe, der kan tage lidt mere. Men det er klart, Emma er et stort skib, og det bliver et puslespil at få det til at gå op. Det er også en mulighed at leje et skib, men det er der ikke taget stilling til endnu,” siger Michael Storgaard til Berlingske.

Emma Mærsk er fra 2006 og ifølge Mærsks pressechef, så har der aldrig været nævneværdige problemer med skibsklassen. E-klassen kan fragte i omegnen af 15.000 tyvefods-containere (TEU) og er på størrelse med fire fodboldbaner. Skibstypen er designet til at kunne sejles af en besætning på kun 13 – i praksis er der dog flere besætningsmedlemmer om bord.

Ingen kom til skade ved den dramatiske hændelse natten til lørdag, men efterfølgende er mandskabet blevet tilbudt krisepsykologhjælp, og de, der gerne ville afmønstre, har fået tilladelse til det. Skibstypen er angiveligt bygget til at kunne holde sig flydende, selv om hele maskinrummet står helt under vand, og der var ifølge Michael Storgaard i forbindelse med ulykken ingen risiko for, at skibet skulle være gået til bunds i den trafikerede Suezkanal.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu