Mail fra Lotto: Du har vundet 32 milliarder

22. marts 2012 11:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Mail fra Lotto: Du har vundet 32 milliarder
Billede mangler

32.000.000.005 kroner.
Så meget ville Danske Spil overføre til nordjyden Flemming Dahl Jensens bankkonto. Han havde nemlig vundet i Lotto. Det fremgik i hvert fald af en mail, som Jensen havde modtaget fra Danske Spil.
Men som man nok kan regne ud, var beløbets størrelse lige i overkanten. Han havde kun vundet 203 kroner, skriver Nordjyske.
“Det var en stor skuffelse. Selvfølgelig havde jeg tænkt, at det muligvis kunne være en fejl, men man kommer da alligevel til at drømme lidt,” siger den nu tidligere lottomilliardær til Nordjyske.
Danske Spil sendte fejlagtig to beskeder om kæmpegevinster til Flemming Jensen, først at han havde vundet 28 og derefter fire milliarder mere. I alt 32 milliarder kroner.
Flemming Dahl læste beløbene som millioner, så han blev temmelig skuffet, da endnu en mail godt halvanden time efter annoncerede, at han skulle se bort fra gevinsterne, da det var en fejl.
1.300 andre lottospillere fik oplyst alt for høje præmiesummer, fortæller Morten Hedegaard, der er kommunikationsmedarbejder i Danske Spil.
“Det er selvfølgelig vores fejl, som vi beklager meget. Men da det var milliardbeløb, bør man kunne se, at det var en fejl, for så meget kan man slet ikke vinde hos os,” siger han til Nordjyske.
Kilde: Nordjyske

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu