Malala har gennemgået succesfuld kranieoperation

3. februar 2013 19:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Malala har gennemgået succesfuld kranieoperation
Billede mangler

15-årige Malala Yousufzai, der i oktober sidste år blev skudt i hovedet og halsen af Taleban på grund af sin kamp for pigers ret til uddannelse, har gennemgået en omfattende operation på et britisk hospital.

 

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Malala Yousufzais kranium er blevet styrket med en titaniumplade, og samtidig har hun fået indopereret høreimplantater, der skal genskabe hendes hørelse i venstre side.

– Begge operationer var en succes, og Malala er nu i bedring på hospitalet, står der i en pressemeddelelse fra Queen Elizabeth Hospital i Birmingham, hvor Malala Yousufzai den seneste tid har modtaget behandling.

– Hun er vågen og taler med de ansatte og sine familiemedlemmer, står der i pressemeddelelse ifølge Reuters.

Malala Yousafzai blev ramt af skud i hovedet og halsen i oktober sidste år, da hun var på vej ind i en skolebus i byen Mingora i Swat-dalen, der ligger nordøst for den pakistanske hovedstad, Islamabad.

Hun er blevet symbol på kampen for pigers ret til uddannelse, og ifølge Reuters har mere end 250.000 personer på internettet tilkendegivet, at de mener, at hun skal nomineres til Nobels Fredspris.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu