Målmandskiks giver Brøndby luft til stregen

7. april 2013 19:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Målmandskiks giver Brøndby luft til stregen
Foto: Colourbox.

Brøndby er nu tre point over stregen efter en sejr på 1-0 mod Randers.

 

Brøndby har fået gang i spillet igen og for første gang i et år har de nu vundet to kampe i træk, da de søndag besejrede Randers 1-0. Endnu en gang var det Simon Makienok, der skaffede Brøndby de tre point, da han udnyttede en lille skovtur fra Randers’ målmand David Ousted.

Dermed går Brøndby forbi Horsens på 9. pladsen og har nu fået lidt luft ned til stregen med tre point ned til Sønderjyske.

Randers har haft et flot forår og var inden kampen ubesejret i seks kampe og havde ikke indkasseret et mål i de sidste fem kampe. Den flotte stime fik Brøndby altså stoppet, og Randers har nu seks point op til FCN på andenpladsen.

Begge hold gik offensivt til værks i en meget lige første halvleg, og det blev til fine muligheder i begge ender. Holdene måtte dog gå målløse til pause. Hos Brøndby stod Simon Makienok for de bedste forsøg. To gange forsøgte han sig udefra, uden det dog skabte de store problemer for David Ousted i målet.

I den anden ende var Randers flere gange tæt på at bringe sig foran. Først kom Nikolai Brock-Madsen fri i feltet efter et godt indlæg fra Jonas Borring, men han sparkede med en dårlig afslutning over mål. Kort efter havde Ronnie Schwartz en god mulighed, men hans afslutning var ikke meget bedre. Schwartz fik endnu en god mulighed lige inden pausen, men Michael Tørnes fik sendt bolden over mål.

Efter en lille time kom Brøndby så foran på lidt af et kiks fra David Ousted. Quincy Antipas lagde et indlæg ind fra venstresiden, som David Ousted kom helt skævt ud til, og så kunne Simon Makienok stige til vejrs og heade bolde i et helt tomt mål til en Brøndbyføring. Kort efter blev Makienok skiftet ud med en skade i baglåret, der har drillet ham det meste af ugen.

Målet gav Brøndby mere energi, og holdet havde et par gode forsøg til at bringe sig yderligere foran, inden Randers til sidst i kampen lagde et større pres. Efter 72 minutter burde Ronnie Schwartz have bragt balance i tingene. Et flot indlæg fra Jonas Kamper gav Schwartz en kæmpe mulighed, men han sendte sit hovedstød lige i hænderne på Michael Tørnes.

Tættere på kom Randers ikke, og så kunne Brøndby rejse hjem med tre meget vigtige point i bagagen.

I næste weekend har Brøndby en vigtig bundkamp, når de hjemme møder Sønderjyske, mens Randers på udebane skal forsøge at stoppe formstærke Esbjerg.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu