Mand amok i charterfly på vej til København

8. marts 2013 05:23 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mand amok i charterfly på vej til København

Charterferien fik en ubehagelig afslutning for de danske og svenske rejsende, der natten til torsdag var ombord på et fly fra Goa i Indien til henholdsvis Kastrup og lufthavnen Landvetter i Göteborg. Her gik en mandlig passager pludselig amok og begyndte at slå og sparke omkring sig, oplyser Kajsa Moström fra Apollo Rejser til Expressen.se.

 

»Han sparkede en rude i flyet i stykker, men heldigvis kun det inderste af den,« fortæller en passager til Expressen.se.

De fleste mennesker lå og sov, da manden blev aggressiv.

»Lyset blev tændt, og der var nogle, der råbte, om der var politi eller vagtfolk til stede. På det tidspunkt var vi bange. Men kabinepersonalet var helt fantastisk. Havde det ikke været for dem, ville der have været panik. Personalet var virkelig helte,« siger passageren, som yderligere forklarer, at fem fyre kom personalet til undsætning og hjalp med at holde manden og få ham spændt fast med håndjern.

»Han var fuldstændig skør. Der var mange, der var bange og græd,« siger han.

Piloten besluttede sig efterfølgende for at lande i Istanbul i Tyrkiet.

»Kaptajnen mente ikke, det var forsvarligt at fortsætte flyvningen med denne uregerlige passager ombord,« forklarer Kajsa Moström og tilføjer, at ingen kom til skade under optrinnet.

Ved ankomsten til Istanbul blev manden anholdt af tyrkisk politi, og omkring to timer senere kunne flyet flyve videre mod Kastrup og Landvetter.

Det vides ikke, hvad der forårsagede mandens voldelige opførsel.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu