Mand død efter besøg på stripbar

25. marts 2013 14:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mand død efter besøg på stripbar
Billede mangler

En 30-årig mand er død, efter han blev holdt nede af gæster og personale på stripbaren Gøglerbåden i Aalborg sent lørdag nat. Det oplyser vagtchef i Nordjyllands Politi, Per Vagn Jensen til Berlingske Nyhedsbureau.

 

Den 30-årige ankom alene til stripbaren, og af uforklarlige årsager blev han pludselig voldelig og sparkede ud efter flere gæster.

»En af gæsterne ringede klokken 02.38 og sagde, at de havde en ustyrlig gæst og alle tumlede rundt på gulvet. Da en patrulje kom frem, var det lykkedes fire til seks personer at pacificere ham ved at lægge ham på maven. Én holdt fast i hans ben, mens fire andre lå hen over ham,« siger Per Vagn Jensen.

Forinden havde personalet forsøgt at smide den 30-årige, som politiet beskriver som »en stor dreng«, ud, men han sparkede døren ind.

Det lykkedes endelig for personalet og gæsterne at overmande manden og holde ham nede, og da politiet kom frem til baren, var førstehåndsindtrykket, at manden er faldet til ro. Men efter et par sekunder gik det op for politiet, at manden var bevidstløs.

»Politimændene vendte ham om, og med hjertemassage fik de gang i hans hjerte igen. Da ambulancen kom frem skønnede lægen, at mandens tilstand var kritisk men stabil,« siger Per Vagn Jensen.

Manden blev kørt til Aalborg Sygehus, hvor han blev han lagt i kunstigt koma. Men den 30-årige kom aldrig til bevidsthed og sov stille ind søndag eftermiddag.

Manden var i forvejen kendt af politiet.

»Vi havde snakket med ham før i andre episoder. Vi kan endnu ikke sige, om nogle af de involverede fra baren vil blive sigtet. Vi venter på obduktionsrapporten, som bliver lavet i morgen (tirsdag, red.). Først der kan vi se, hvad hans sygdomsbillede var, og om der er noget at komme efter i forhold til at sigte de involverede i pacificeringen. Men vores vurdering efter at have snakket med vidnerne er, at han var påvirket den aften, muligvis af stoffer,« siger Per Vagn Jensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu