Mand dømt for at kaste med tre-årig

31. januar 2013 15:32 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mand dømt for at kaste med tre-årig
Foto: Colourbox.

Det koster en 31-årig mand 60 dage ubetinget bag tremmer at have kastet en tre-årig pige i jorden. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

 

En yngre kvinde overværede mandag aften, at den 31-årige løftede pigen op og kastede hende ned i jorden ved en busk på en sti i Taastrup. Kvinden konfronterede efterfølgende manden, og efter at have fulgt efter ham til hans hjem anmeldte hun episoden.

Den 31-årige blev sigtet for vold mod pigen, som er ekskærestens datter, og dagen efter, tirsdag, blev han fremstillet i grundlovsforhør. Her blev der lagt vægt på, at han også tidligere er dømt for vold mod børn. I 2011 sad han ligeledes 60 dage i fængsel for at have rusket et to-årigt barn.

– Vold mod børn er uacceptabelt og utilgiveligt, siger senioranklager Helle Giersing i en pressemeddelelse.

Straffen blev vedtaget som en såkaldte straksdom, da manden erkendte overtrædelsen i grundlovsforhøret ved Retten i Glostrup. Han modtog dommen og er nu på fri fod frem til, han skal afsone straffen.

Pigen kom ikke til skade ved episoden.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu