Mand dræbt af flugtbilist: Løj for vidner om parkering og stak af

17. november 2016 15:08 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet efterlyser - igen - en flugtbilist, der stak af fra en dødelig trafikulykke. Denne gang med video.

Video: Politi

Da en 85-årig mand i begyndelsen af november blev kørt ned i en bussluse under skinnerne på Nørrebro Station, stak bilisten af fra stedet. I forvejen burde han slet ikke have været der, da busslusen udelukkende er til… busser.

Den påkørte afgik senere ved døden, og flugtbilisten er endnu på fri fod, oplyser Københavns Politi, der torsdag atter efterlyser den forsvundne mand.

Det uddyber politikommissær Jesper Lotz over for Newsbreak.dk. Han beskriver ulykken, der skete 5. november, som særdeles voldsom.

– Manden er ved at krydse vejen i busslusen, og så bliver han ramt af bilen, der jo sådan set intet har at gøre netop der. Den 85-årige flyver efterfølgende op i luften. Mennesker er der masser af, og de iler til og hjælper den påkørte, fortæller politikommisæren, der også kan fortælle rystende om bilistens ageren efterfølgende.

Løj for vidner

Den nu efterlyste – du kan se en video af hans bil i videoen over artiklen – standsede kortvarigt efter at have ramt den 85-årige. Hans handlinger bliver herefter ganske uhørte.

– Vidner på stedet har fortalt, at bilisten sagde til dem, at han lige skulle parkere bilen og så ville komme tilbage. Det gjorde han ikke, han stak i stedet af via Nørrebrogade i retning mod centrum, siger Jesper Lotz.

Når han findes, venter der formentlig manden en sigtelse for uagtsomt manddrab. Det skyldes flere faktorer i sagen.

Svært at identificere bil

Bilen beskrives som en hvid Mercedes Sprinter kølebil med luftindtag over forruden. Der var ingen reklamer på bilen.

Politiet har trods flere overvågningsbilleder og privatvideoer fra ulykken endnu ikke haft held til at identificere den mand, der førte varevognen i busslusen og stak af. Mørk himmel og genskin gør også, at det ikke har vist sig muligt at se registreringsnummeret på nummerpladen.

– Vi har forsøgt med alle vores værktøjer, siger Jesper Lotz.

Vidner på stedet har fortalt, at der var mange tilskuere, der filmede episoden og tog billeder. Disse personer vil Københavns Politi rigtig gerne høre fra.

– Håbet er, at registreringsnummeret fremgår af en af disse videoer eller billeder. Det vil lette vores efterforskning en del, fortæller politikommisæren.

Føreren af køretøjet beskrives som en mand af anden etnisk oprindelse end dansk og iført en rød jakke/vest.

Vidner bedes ringe til Københavns Politi på telefon nummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu