Mand havde abe i underbukserne

10. september 2012 10:59 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Mand havde abe i underbukserne
Billede mangler

En lille loris-abe var på vej til Dubai skjult i en mands underbukser, da den blev opdaget i indisk lufthavn.
 
Indiske toldere har anholdt en mand, der forsøgte at gå om bord i et fly i New Delhis internationale lufthavn med en abe i underbukserne, oplyser nyhedsbureauet Press Trust of India (PTI) mandag.
Manden, som blev pågrebet sammen med to medpassagerer, var ankommet fra Bangkok og var på vej til at tage et Jet Airways-fly til Dubai i De Arabiske Emirater.
Toldpersonale fandt en 17 centimeter lang loris, der er i familie med lemurer. Aben, der lever i Indien og Sydvestasien, blev i sikkerhedskontrollen afsløret i en af passagerernes underbukser, skriver PTI.
En anden loris blev fundet i en skraldespand i Indira Ghandi International Airport.
– De havde forladt ham, fordi de ikke var i stand til at bære ham, siger en højtstående embedsmand til det indiske nyhedsbureau.
Passagererne, Hamad Al-Dhaheri, Muhammed Al-Shamsi og Rashid Al-Shamsi, er blevet overdraget til Vildt- og Toldmyndighederne for at blive yderligere afhørt, og de er senere blevet formelt anholdt af toldpolitiet.
Myndighederne prøver nu at bestemme abernes nøjagtige oprindelse.
Toldmyndighederne har for nylig afsløret en indisk mand i Mumbais hovedlufthavn med 10 skildpadder gemt i underbukserne. Han forsøgte at smugle dem ind i Mumbai fra Bangkok, skrev avisen Hindustan Times i sidste uge.
De har også beslaglagt seks siameserkatte, tre giftige tarantel-edderkopper og 11 fugleæg fra manden og hans to medskyldige, skrev avisen.
Avisen citerede en toldembedsmand for, at mændene fik en bøde og blev sendt tilbage til Bangkok med de beskyttede arter og æg, som de forsøgte at smugle ud af landet og ind i Indien.
Kilde: AFP
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu