Mand i livsfare efter overfald på Christiania-værtshus

10. marts 2013 06:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mand i livsfare efter overfald på Christiania-værtshus
Billede mangler

En mand svæver søndag morgen mellem liv og død, efter han blev udsat for et voldsomt overfald på Christiania lørdag aften.

 

Manden er cirka 30 år, og overfaldet skete ved værtshuset Woodstock i Pusher Street.

»Vi får anmeldelsen tyve minutter over to, og vi har en formodning om, at selv overfaldet er cirka klokken 21.30 på Christiania,« siger vagtchef ved Københavns Politi, Jens Kristiansen.

Grunden til, at der går så lang tid, før politiet bliver alarmeret, er ifølge vagtchefen, at voldsofferet blev transporteret til Bispebjerg Hospital først, hvorefter han bliver bragt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor politiet så bliver kontaktet.

»Vi har sikret det, der skal sikres på Christiania, og så må vi håbe, at han på et eller andet tidspunkt kan forklare lidt om, hvad der er sket,« siger Jens Kristiansen.

Politiet har endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen og er stort set på bar bund.

»Vi har en svært tilskadekommen person, og nu skal vi finde ud af, hvad der er sket,« siger Jens Kristiansen, der opfordrer vidner til overfaldet til at tage kontakt til Københavns Politi.

Politiet kender endnu ikke identiteten på offeret, der har fået åbent kraniebrud og blødninger i hjernen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu