Mand sigtet: Ville dræbe sine to små børn

12. august 2017 18:29 | Af: Ritzau Fokus

En 57-årig skal fremstilles i grundlovsforhør for drabsforsøg. Han var dog for syg til at møde op i retten.

Mand sigtet: Ville dræbe sine to små børn
Arkivfoto.

En 57-årig mand skal først have sat ild til en lejlighed på Frederiksberg. Efterfølgende skal han have forsøgt at slå sine to børn ihjel. Sådan lyder en sigtelse mod en far, der lørdag skulle have været i grundlovsforhør.

Det skriver Ekstra Bladet.

Grundlovsforhøret er dog udsat på ubestemt tid, da manden var for syg til at møde op i retten.

Anklager Helle Egelund Jensen fortæller til avisen, at faren vil blive fremsat, når lægerne vurderer, at han er i stand til det.

Satte ild til lejlighed

Manden er sigtet for at have hældt brændbar væske ud i en lejlighed på Thorvaldsensvej på Frederiksberg. Efterfølgende satte han ild til lejligheden. Det skal være sket natten til fredag omkring 01.20.

Den anden sigtelse lyder på, at han efterfølgende skal have forsøgt at slå sine børn på to og syv år ihjel i et øde industriområde i Rødovre.

Ifølge Ekstra Bladet foregik drabsforsøget ved, at han først gav børnene sløvende medicin og dernæst satte en slange fra udstødningsrøret ind i bilen, hvor børnene sad.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu