Mand skudt gentagne gange efter indbrud

11. januar 2017 09:46 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Der kan være tale om en banderelateret episode.

En mand blev skudt flere gange i benet. Politiet efterforsker sagen. Video: Local Eyes.

En mand er natten til onsdag blevet overfaldet og skudt gentagne gange af for nu ukendte gerningsmænd.

Se mere video hos Local Eyes.

Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse. Her fortæller politiinspektør Kim Kliver, at man fra politiets side er massivt til stede omkring adressen i dag.

– Vi er talstærkt til stede i området, og vi skal bruge de kommende timer til tekniske undersøgelser samt afhøringer af vidner, fortæller Kim Kliver.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få kontakt til politiinspektøren.

Brød ind og skød

Det ligger dog klart, at manden befandt sig i en lejlighed på Løyesvej i Nykøbing Falster.

Politiets foreløbelige undersøgelser peger på, at to til tre mand brød ind i lejligheden.

De skød manden gentagne gange, hvorefter de stak af.

Gerningsmændene forsvandt i retning mod stationen. Manden blev liggende. Han blev senere kørt til sygehuset under bevogtning. Han var, ved pressemeddelelsens offentliggørelse, ved bevidsthed og uden for livsfare.

Ifølge pressemeddelelsen peger den indledende efterforskning på, at der kan være tale om en banderelateret skudepisode.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner, der kan ligge inde med oplysninger, politiet kan bruge til at få sagen opklaret.

Kontakt til politiet skal foregå på 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu