Mand stopper på motorvejen: Det kostede mere end kørekortet

14. september 2017 05:59 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En mand fik tirsdag en betinget fængselsstraf og frakendelse af kørekortet for at stoppe på motorvejen.

En 59-årig mand er ved Landsretten idømt en streng straf for at stoppe på motorvejen. Normalt giver sådan en forseelse en bøde på 1000 kroner.

Dommen, der blev afsagt tirsdag, lød i dette tilfælde på 20 dages betinget fængsel og frakendelse af førerretten i seks måneder.

Der ligger dog mere bag end blot at stoppe, hvor man ikke må.

9. november 2016 kom manden kørende på E20, Fynske Motorvej, i østlig retning.

Omkring Aarup taber hans bil en vinduesvisker. Den vil den nu dømte gerne have med videre, og han stopper derfor op.

– Og så sker der et harmonikasammenstød, siger Charlotte Ragus, anklager ved Fyns Politi, til Newsbreak.dk.

En minibus forsøgte at bremse og undvige – om det var manden, der ledte efter vinduesviskeren eller bilen, vides ikke. Ét er dog sikkert: Bagved minibussen kørte en lastbil – og den lastbil kører altså ind i minibussen.

Flere uheld

Desværre stopper det ikke her. Endnu en lastbil kører ind i den første lastbil og dermed er altså tre biler kørt sammen.

– De kører altså lige bagefter manden, siger Charlotte Ragus.

Den sidste lastbil, der er fyldt med korn og foder, knækker en aksel. Og derved vælter kornet ud på motorvejen.

– Og vejen var spærret i mange timer, siger Charlotte Ragus.

En enkelt person fra minibussen blev kørt til tjek på hospitalet.

– Men heldigvis skete der ingen større personskade, siger Charlotte Ragus.

Satte andres liv i fare

Alligevel kunne manden altså tirsdag inkassere sin dom.

– Vi har rejst den her tiltale, fordi han vælger at stoppe på motorvejen uden grund, siger Charlotte Ragus.

Den lød på, at manden har været særlig hensynsløs og sat andres liv og førlighed i fare.

Fakta

Her ryger kørekortet

Du får frakendt kørekortet betinget, hvis du fx:
* Får 3 klip i kørekortet inden for 3 år
* Kører mere end 60 % for stærkt
* Kører mere end 40 % for stærkt ved et vejarbejde
* Kører spirituskørsel med 0,5 til 1,2 promille

Du får frakendt kørekortet ubetinget, hvis du fx:
* Kører over 100 % for stærkt
* Kører spirituskørsel med over 1,2 promille
* Kører groft uforsvarligt eller hasarderet
* Får frakendt kørekortet betinget 2 gange inden for 3 år

Kilde: Sikker Trafik.

I første omgang blev den prøvet i Byretten.

– Her fik manden en dom på 2000 kroner, siger Charlotte Ragus, der altså valgte at anke til Landsretten.

Den anke resulterede altså i, at manden nu – udover sin dom – også har en plet på sin straffeattest.

Den dømte skal ikke betale for oprydningen på motorvejen.

– Men han skal betale sagens omkostninger, siger Charlotte Ragus.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu