Mand stukket ned foran fængsel

27. marts 2013 18:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mand stukket ned foran fængsel
Billede mangler

En indsat fra Vridsløselille Statsfængsel i Albertslund blev onsdag overfaldet med slag og stik, da han vendte tilbage til fængslet efter endt udgang. Det skriver bt.dk.

 

Mellem fem og ti personer tildelte den 31-årige mand adskillige slag og tre stik med et ukendt våben. Han blev ramt i lår og balle, oplyser Københavns Vestegns Politi.

»Vi fik meldingen klokken 14.43, at en mand var blevet overfaldet tæt ved fængslet. De har stået og ventet på ham,« siger vagthavende Henrik Andreasen til bt.dk.

Ifølge vagthavende kan den 31-årige sættes i forbindelse med en bande, men om det var andre bandemedlemmer, der overfaldt ham, er endnu for tidligt at konkludere.

»Det er for tidligt at sige, om det var nogle af hans egne eller en anden bande, der overfaldt ham. Men det hænger jo nok sammen med nogle andre grupperinger,« siger Henrik Andreasen.

Den 31-årige er kommet på sygehuset og er meldt uden for livsfare. Han er kort blevet afhørt af politiet, men bliver beskrevet som »usamarbejdsvillig«.

I forbindelse med hændelsen leder politiet efter en grå VW Up samt en større hvid Mercedes, der blev set køre i området omkring overfaldstidspunktet. Har man informationer, eller har man set de to biler, vil politiet gerne kontaktes på 43861448.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu