Mand til dame: Må jeg lave kebab af din hund?

11. juni 2012 12:26 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Mand til dame: Må jeg lave kebab af din hund?
Billede mangler

En 20-årig kvinde havde en besynderlig oplevelse søndag aften.
På sin vante aftentur med hunden på Køgevej i Roskilde mødte hun en fremmed mand, der spurgte, “om der kunne laves kebab af hunden”.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
Derefter åbnede han sin jakke og viste skæftet af en større kniv til kvinden, som blev skræmt fra vid og sans og gerne ville være fri for, at hendes kæledyr blev forvandlet til kebab.
Hun kontaktede politiet, som hurtigt fandt frem til den tilsyneladende sultne 19-årige mand, der blev anholdt som mistænkt for overtrædelse af våbenloven.
Han passede til kvindens signalement, men havde ikke nogen kniv på sig under visitationen. Under eftersøgningen fandt politiet dog en cirka 35 centimeter lang machete i nærheden af, hvor han blev anholdt, som også passede til hundeejerens beskrivelse.
Den 19-årige mand blev løsladt efter afhøringen og må nu vente på senere at blive indkaldt til et retsmøde, når sagen skal afgøres.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu