Mandela har det »meget bedre«

3. april 2013 14:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mandela har det »meget bedre«
Billede mangler

SYDAFRIKA: Den tidligere præsident i Sydafrika 94-årige Nelson Mandela har det »meget bedre« og reagerer »tilfredsstillende« på behandlingen efter at have været indlagt i en uge for lungebetændelse, lyder det i en erklæring fra præsident Jacob Suma ifølge AFP.

 

Nelson Mandela, som i 1994 blev landets første sorte præsident, gør små, men stabile fremskridt, lyder det.

»Lægerne siger, at han fortsætter med at reagere tilfredsstillende på behandlingen, og at han har det meget bedre nu, end da han blev indlagt på hospitalet 27. marts. Han har fået besøg af familien og fortsætter sine fremskridt,« lyder ordlyden fra præsidentkontoret ifølge AFP.

Der er imidlertid endnu ikke blevet frigivet detaljer om, hvornår Mandela kan blive udskrevet.

Indlæggelsen er Nelson Mandelas tredje i de seneste måneder. I december blev han indlagt i 18 dage for en infektion i lungerne og på grund af operation for galdesten. Det var hans længste indlæggelse, siden han blev løsladt fra fængslet i 1990. Og for en måneds tid siden tilbragte han en enkelt nat på hospitalet grundet et kontrolbesøg i forbindelse med det lange indlæggelsesforløb.

Selv om Nelson Mandelas tid på præsidentposten stoppede i 1999, er han stadig en forenende figur for en befolkning, der er splittet af racespændinger og ulighed.

Han blev i 1990 løsladt efter 27 år i fængslet, hvor han afsonede en dom for at have forsøgt at vælte apartheidstyret i Sydafrika.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu