Mange bilkøbere bliver snydt

24. marts 2013 12:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mange bilkøbere bliver snydt
Billede mangler

Man skal være vågen ved et køb af en brugt bil for ikke at blive snydt. Ifølge en undersøgelse, som bilejernes organisations FDM har gennemført, så indeholder over halvdelen af slutsedlerne en ulovlighed.

Det drejer sig om, at bilkøberen afskæres ret til at reklamere over mangler, der var synlige, eller som bilkøberen burde have opdaget.

»Men det er et ulovligt vilkår at skrive ind i slutsedlen, da man som bilkøber ikke har undersøgelsespligt. I følge købeloven har bilkøberen altid to års reklamationsret på en bil købt hos en forhandler,« skriver FDM i en pressemeddelelse.

Foruden den begrænsede reklamationsret er organisationen stødt på manglende oplysninger om tidligere skader og upræcis leveringsdatoer i de 850 slutsedler, som organisationen har kigget igennem. FDM har gennem et år tilbudt at gennemgå bilkøbernes slutsedler, inden de blev skrevet under, og resultatet er, at hver tredje kontrakt indeholder så urimelige vilkår, at købet blev frarådet, hvis slutsedlen ikke blev ændret på væsentlige punkter, oplyser Per Alkestrup, afdelingschef i FDMs rådgivning.»De mange overtrædelser og urimelige vilkår i slutsedlerne er bekymrende. Derfor er det vigtigt, at bilkøberne husker at sikre sig, at der bliver skrevet ind i slutsedlen, at den er med forbehold for, at FDM kan godkende handlen. Man kan nemlig ikke fortryde et bilkøb, når først slutsedlen er underskrevet. Det er der desværre stadig mange bilkøbere, som ikke er klar over,« siger Per Alkestrup.

FDM vil på baggrund af det dystre resultat af gennemgangen af slutsedlerne kontakte bilbranchen for at få sikret bilkøbernes rettigheder bedre.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu