Mange dødsulykker sker i kryds

19. april 2013 15:26 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mange dødsulykker sker i kryds
Billede mangler

Mange bilister kører stærkt på landevejene og sænker ikke farten ved sideveje, og det giver kollisioner, der i værste fald kan ende med dødsfald. En ny opgørelse fra Vejdirektoratet viser, at 25 procent af dødsulykker på landeveje sker i forbindelse med et kryds, og danskernes høje fart er et alvorligt problem, lyder det fra Søren Troels Berg, specialkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik.

 

»Det er ofte nogle meget alvorlige ulykker, der sker på den her måde. Derfor opfordrer vi bilisterne til at overholde hastighedsgrænsen og være ekstra opmærksomme, når de kan se, at der er en bil, der vil ud fra en sidevej,« siger Søren Troels Berg, der samtidig understreger vigtigheden af at være ekstra opmærksom, når man kommer fra en sidevej eller udkørsel.

Det er især på landevejene, at der bliver kørt for stærkt. Mere end 60 procent af trafikanterne kører ifølge Rådet for Sikker Trafik over den tilladte hastighed, og det er derfor ikke så underligt, at landevejene danner ramme om flest ulykker. To ud af tre dødsulykker sker således på landeveje, hvoraf 25 procent er ulykker i kryds.

Ifølge Havarikommissionen for Vejtrafikulykker kunne omkring 190 mennesker have reddet livet i trafikken i årene 2010 og 2011, hvis hastighedsgrænsen var blevet overholdt. Her blev i alt 475 personer dræbt i trafikken.

»Mange af de krydsulykker, vi har undersøgt, kunne være undgået, hvis trafikanten på den overordnede vej havde overholdt hastighedsgrænsen,« siger Sven Krarup Nielsen, formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu