Mange lungepatienter ender i sygesengen uden grund

22. februar 2013 18:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mange lungepatienter ender i sygesengen uden grund
Billede mangler

En stor del af lungepatienterne på landets medicinske afdelinger burde slet ikke være indlagt. Det fastslår Danmarks Lungeforening, som peger på, at det er spild af offentlige kroner og lungepatienternes tid, når de opholder sig unødigt i sygesengen.

 

Problemet med de unødige indlæggelser kan helt undgås, hvis man først og fremmest lader specialister tage sig af lungepatienterne, siger foreningens formand, Johannes Flensted-Jensen.

»Man skal sikre, at dem, der bliver indlagt, også bliver tilset af en lungemediciner. Det sker i meget lille omfang i dag, og det skal der gøres op med. Det er kun omkring 15 procent af de indlagte med lungeproblemer, der bliver tilset af en lungemediciner. Der var næppe nogen med hjertesygdomme i dag, der ville finde sig i ikke at blive tilset af en kardiolog,« siger han.

Politiken skriver fredag, at hver femte patient på landets medicinske afdelinger burde være udskrevet. Danmarks Lungeforening har ikke noget konkret tal på, hvor stor en del af den statistik, der dækker over lungepatienter, men til gengæld har foreningens formand et bud på, hvordan man kommer problemet til livs.

»En af de væsentligste ting man kan gøre er at lave en systematisk, effektiv og tidlig opsporing. KOL (sygdom, som giver vejrtrækningsbesvær og tidligere gik under navnet rygerlunger, red.) er jo eksempelvis en sygdom, der udvikler sig over 20-30 år, den kan ikke helbredes, men den kan dæmpes, og det betyder, at man kan skabe bedre livskvalitet og man kan forhindre forværringer. Mange KOL-patienter har otte-ni-ti indlæggelser om året, og det kan sagtens reduceres«, siger Johannes Flensted-Jensen.

Hvert år bliver cirka 30.000 KOL-patienter indlagt, og dertil kommer det store antal indlæggelser af folk, der har fået følgesygdomme af deres lungesygdom.

»Tit er der andre sygdomme, der følger med. Det er langt fra sikkert, at man bliver indlagt på grund af problemer med lungerne, selvom problemerne starter der. Hvis man har en dårlig iltforsyning, og det har man jo, hvis man har KOL, så vil resten af ens organer blive underforsynet med ilt. Og det kan påvirke ens hjerte,« siger Johannes Flensted-Jensen.

Han opfordrer de danske sundhedsmyndigheder til at tage ved lære af Finland, som fra 1998-2007 gennemførte en omlægning og forbedring af KOL-behandlingen. Det betød bedre livskvalitet for de syge og en økonomisk besparelser for sygehusvæsenet, da det samtidig reducerede antallet af genindlæggelser af KOL-patienter med 40 procent.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu