Politi og bande besøger samme målgruppe

17. juli 2017 08:44 | Af: Peter Koch og Ritzau Fokus

Banden Loyal to Familia fra Nørrebro gør ifølge politiet en stor indsats for at rekruttere i lokalområdet.

Politi og bande besøger samme målgruppe
Bandegrupperingen LTF / Loyal To Familia er en samling mennesker, politiet ikke fjerner fokus fra for tiden. Foto: Scanpix

Siden nytår har Københavns Politi og SSP-samarbejdet i København talt med 61 børn og unge på Nørrebro, som man frygter har været i kontakt med banden Loyal to Familia (LTF).

Det skriver Berlingske mandag.

Banden, som stammer fra Nørrebro, har i den seneste tid intensiveret sit forsøg på at rekruttere nye medlemmer i københavnerbydelen.

Det vurderer politiet og SSP København, som er et kriminalitetsforebyggende samarbejde mellem kommunen, politiet og Kriminalforsorgen.

– Vi har oplevet en eskalering i forhold til rekrutteringen til LTF, og vi har forsøgt at være så meget på som overhovedet muligt, siger Tommy Laursen, sekretariatschef i SSP København, til Berlingske.

Ganske små børn har haft besøg af politiet

Ifølge Tommy Laursen har man haft samtaler med børn helt ned til niårsalderen.

Flere af børnene har ældre brødre, der er kendt i bandemiljøet. Flere er fra ressourcesvage familier, og flere går rundt med LTF-mærker på tøjet.

Ud over de såkaldte bekymringssamtaler forsøger myndighederne at sætte ind med gruppeforløb for forældre, fritidsaktiviteter til børnene og opfølgning på de unges uddannelsesplaner.

Ifølge fungerende politiinspektør i Københavns Politi Torben Svarrer er LTF synlig på Nørrebro og lægger ikke skjul på, hvem de er.

– De har været ved at opruste siden medio april, hvor vi begyndte at høre, at de gerne vil være større. Det er de blevet på landsplan, og der er også kommet flere medlemmer i København, siger Torben Svarrer til Berlingske.

Aarhus har mærket konflikten

LTF’s ønske om at ekspandere har kunnet mærkes i Aarhus, hvor en bandekonflikt har raseret den vestlige del af byen siden maj i år. Ifølge politiet skyldes det, at LTF forsøger at få fodfæste i det østjyske.

Bandens tilstedeværelse har givet kraftige reaktioner fra en anden bandegruppering i området, hvilket blandt andet har resulteret i talrige skudepisoder. Det virker dog ikke til, at LTF kun bruger tiden i Jylland på at være i konflikt med andre bander – og politiet.

Som Newsbreak.dk kunne fortælle 30. juni, blev tre personer fængslet efter en politiaktion. Politiet slog til mod hashhandlen i Aarhus V, og i den forbindelse kunne vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Morten Vegger fortælle, at der blandt de anholdte personer i aktionen var personer med tilknytning til Black Army, Brabrand-grupperingen samt Loyal to Famila.

Det er ikke lykkedes Berlingske at få en kommentar fra LTF.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu