Manning benægter fortsat at have hjulpet fjenden

1. marts 2013 03:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Manning benægter fortsat at have hjulpet fjenden
Billede mangler

USA: Den 25-årige amerikanske soldat Bradley Manning indrømmede ved en høring torsdag at have misbrugt fortroligt materiale. Han benægter dog stadig, at han har hjulpet fjenden, skriver Bbc.co.uk.

 

Under høringen forud for retssagen, der ventes til sommer, fortalte Manning, at han havde videregivet de hemmelige dokumenter for at skabe offentlig debat om de amerikanske militæroperationer.

»Jeg troede, at hvis offentligheden, især den amerikanske offentlighed, havde adgang til oplysningerne… kunne dette udløse en debat om den rolle, som militæret spiller og om vores udenrigspolitik generelt,« fortalte Manning retten ifølge Bbc.co.uk.

Dommeren accepterede Mannings indrømmelser, der kan give ham op til 20 års fængsel. Findes han skyldig i at have hjulpet fjenden, risikerer han dog en livstidsdom.

Han erklærede sig skyldig i 10 ud af de i alt 22 anklager mod ham.

Den 25-årige soldat sagde, at han indrømmede at have videregivet dokumenter til Wikileaks i strid med militære bestemmelser, men at han nægter at have overtrådt love om føderal spionage.

Manning er anklaget for at have lækket mere end 250.000 militære dokumenter fra både Irak og Afghanistan til Wikileaks hjemmeside i 2009 og 2010, mens han arbejdede som efterretningsanalytiker for hæren i Bagdad.

Sagen anses for den største lækage af hemmelige amerikanske regeringsdokumenter nogensinde.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu