Manu Sareen: Min far købte tæpper til indere

12. april 2012 12:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Manu Sareen: Min far købte tæpper til indere
Billede mangler

Fattige børn i Indien kan nu se frem til at få de penge, som Manu Sareen (R) har lovet dem.
Ministeren for kirke- og ligestilling vil nemlig hoste op med de lovede penge fra en børnebog, oplyser Manu Sareen på Facebook.
“Dermed håber jeg, at alle som har købt bogen Farooq og Kronjuvelerne er tilfredse. Og selvfølgelig håber jeg, at pengene gør god gavn i Indien,” skriver ministeren på Facebook.
Han siger til Newspaq, at han ikke ønsker at stille op til yderligere interview.
I markedsføringen af den bestseller-børnebog, ‘Iqball Farooq og Kronjuvelerne’, som ministeren solgte fra 2007, fremgik det ellers, at en tre kroner for hver solgte bog ville gå til et børnehjem i Indien.
Bogen blev solgt i 7.831 eksemplarer, så børnene burde have fået mindst 23.551 kroner fra ministeren. Men børnehjemmet har kun modtaget 2.000 kroner, skriver B.T.
Først i 2009 kommer Manu Sareen i tanke om, at han må “skylde” nogle flere penge til børnehjemmet.
“Min far skal til Indien på det tidspunkt og donere nogle penge til fattige. Jeg vælger derfor at give min far 4000 kr. med, som han bruger på at købe tæpper til de fattige. På det tidspunkt tænker jeg, at det må være ligeså godt som at give pengene direkte til børnehjemmet,” skriver Manu Sareen og fortsætter:
“I dag kan jeg se, at jeg har begået fejl i sagen. Det beklager jeg. For det første har jeg ikke været omhyggelig nok med at give det rigtige beløb hurtigt nok. For det andet er det forkert, at jeg giver de 4000 kr. til fattige i Indien – og ikke helt specifikt til børnehjemmet. Det ærgrer mig, og jeg beklager,” forklarer ministeren.
Pengene blev overført til børnehjemmet inden påske, oplyser ministeren.
Børnehjemmet Child Fund Association-hjemmet huser 80 børn, hvoraf en del er forældreløse børn, der har levet på gaden. Donationer til hjemmet går hovedsageligt til basal medicin, tøj og mad.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu