Manu Sareen undrer sig over jobopslag

21. januar 2013 16:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Manu Sareen undrer sig over jobopslag
Billede mangler

Kirkeminister Manu Sareen finder det »mærkeligt«, at Mejdal Kirke søger en »troende« præst i et jobopslag. Folkekirkens styrke er accept af hinandens forskelligheder, mener ministeren.

 

Kirkeminister Manu Sareen (R) finder det imidlertid mærkeligt, at man har behov for at understrege, at man skal være troende og advarer imod en retorik, hvor man mistænker præster for en »forkert« tro.

– For det første har alle præster jo afgivet et løfte om at forkynde evangeliet. Det er forudsætningen for at kunne søge præstestillingerne. Og landets biskopper har pligt til at vejlede menighedsrådene, når nye præster ansættes. På den baggrund virker det mærkeligt på mig, at et menighedsråd har behov for at søge en »troende« i stillingsopslaget. Problemet er, at opslaget kan opfattes sådan, at det pågældende menighedsråd mistænker nogle præster for ikke at være »troende« på den »rigtige« måde, skriver Manu Sareen på sin Facebook-profil.

Dernæst understreger ministeren, at han på ingen måde vil blande sig i et menighedsråds kriterier:

– For det andet er det jo menighedsråd, som her i landet vælger præster, og det valg vil jeg på ingen måde blande mig i. Men jeg vil generelt advare mod, at vi i Folkekirken får en retorik, hvor vi mistænker hinanden for ikke at være »troende« på den rigtige måde. En af de store styrker ved vores folkekirke er netop, at vi indenfor Folkekirkens rammer accepterer hinandens forskelligheder, tilføjer ministeren.

Ifølge Kristeligt Dagblad er det første gang, at et menighedsråd skriver sort på hvidt, at præsten skal tro på Gud.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu