Maradona om Wozniacki: Caroline er smuk og sød

21. februar 2013 09:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Maradona om Wozniacki: Caroline er smuk og sød
Og så skulle de foreviges sammen. Foto: Getty/All Over.

Den tidligere argentinske fodbold-spiller, Diego Maradona, hilste på Caroline Wozniacki efter den danske tennisspiller onsdag havde besejret kineseren Jie Zheng.

 

Diego Maradona glemmer ifølge ham selv ikke sit møde med den danske tennisstjerne, Caroline Wozniacki, foreløbig.

Til internetmediet Sport 360 fortæller han, at han efter Caroline Wozniackis sejr onsdag eftermiddag over kineseren Jie Zheng ved WTA-turneringen i Dubai, hilste på hende.

– Hun kom hen til mig for at sige goddag. Men faktisk var det mig, der ønskede at komme hen og hilse på hende, siger han.

Diego Maradona, der vandt VM-guld med Argentina i 1986, lægger ikke skjul på, at han er stor fan af Caroline Wozniacki.

– Hun er en af de bedste tennisspillere, og så er hun både meget smuk og sød, siger Diego Maradona.

Til gengæld ærgrer Diego Maradona sig over, at han under sit besøg på tennisanlægget i Dubai ikke fik set verdensranglistens nummer et, Serena Williams, spille.

– Jeg er skuffet over, at hun trak sig ud af kampen (mod Marion Bartoli, red.) med en skade. Jeg vil ønske at hun snart er tilbage, og at jeg personligt kan møde hende. Serena er en fantastisk tennisspiller, siger Diego Maradona.

Torsdag eftermiddag skal Caroline Wozniacki i aktion igen ved turneringen i Dubai.

Det var ventet, at modstanderen var blevet Serena Williams. Men da hun trak sig, kom Marion Bartoli videre uden kamp.

Caroline Wozniacki, der ligger nummer 10 på verdensranglisten, har mødt Marion Bartoli syv gange tidligere, og fører den indbyrdes statistik 5-2.

Kampen ventes igangsat klokken 16 dansk tid, og kan følges på TV3 Sport 2.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu