Maskeret FCK-bølle skal 60 dage i fængsel

23. november 2012 08:31 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Maskeret FCK-bølle skal 60 dage i fængsel
Billede mangler

28-årig mand fra København idømt 60 dages fængsel for bl.a. at maskere sig og groft forstyrre den offentlige orden ved en fodboldkamp.
 
Kampen mellem Brøndby IF og FCK blev spillet den 8. maj 2011 på Brøndby Stadion. Efter kampen opførte en gruppe fodboldbøller sig truende, aggressivt og kastede ting efter politiet.
 
Manden, FCK-fan, var maskeret med en skimaske, og stod som en af de forreste blandt uromagerne.
 
Manden var desuden i karantæne og overtrådte derfor forbuddet mod at befinde sig inden for 500 meter fra Brøndby Stadion før eller efter kampen.
 
Dommen faldt torsdag i Glostrup Ret. Manden nægtede sig skyldig, men erkendte dog at være maskeret.
 
Han fik 60 dages fængsel – hvoraf de 40 dage skal afsones, mens 20 dage blev gjort betinget med en prøvetid på et år.
 
–  Retten lagde blandt andet vægt på, at manden tidligere er dømt for overtrædelser ved fodboldkampe, siger anklagerfuldmægtig Nina-Maria Hansen.
 
Dommen var en fællesstraf, hvor en afgørelse fra en tidligere dom indgik. Den indeholdt også to øvrige sager om hærværk og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Begge forhold erkendte han.
 
Den 28-årige overvejer at anke.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu