Mazes karriere kan være slut

13. april 2013 12:46 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mazes karriere kan være slut
Billede mangler

Maze fik to hofteoperationer i december og januar på grund af nogle bruskproblemer. Danskeren er nu i gang med sin genoptræning, men lægerne kan ikke garantere ham, at han vender tilbage på topplan.

– Jeg har fået at vide af lægerne, at ‘nu er det lavet, pas din genoptræning, og så skal du måske gå i kirke og bede en bøn’. Så ved man godt, at der ikke er en garanti for at man bliver 100 procent klar igen, siger Michael Maze til sporten.tv2.dk.

Den tidligere europamestre understreger dog, at han ikke har opgivet drømmen om at vende tilbage til bordtennisbordet på allerhøjeste niveau.

– Jeg ved godt, at det er alvorligt. Jeg vil ikke bagatellisere det. Men jeg har selv en god fornemmelse, og det er den mavefornemmelse jeg går rundt med, og den kan ingen tage fra mig. Om det så er realistisk eller ej, det må vi jo se. Jeg tror, at jeg kommer tilbage, lyder det fra Maze.

Den danske ‘batman’ kan først smide krykkerne om tre uger, og derefter håber han, at kroppen kommer sig så hurtigt, at han kan begynde at træne bordtennis igen om seks måneder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu