McLaren-boss: Magnussen kan vinde formel 1

2. marts 2013 12:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
McLaren-boss: Magnussen kan vinde formel 1
Billede mangler

Kevin Magnussen har potentialet til at vinde verdensmesterskabet i formel 1. Intet mindre. Ellers var han ikke en del af Vodafone McLaren Mercedes’ formel 1-program.

 

Så stor er McLarens sportsdirektør Sam Michaels tro på det danske racertalent. Det fortæller han i dette interview til sporten.dk

– Vi optager kun folk i vores program, som vi tror på kan vinde verdensmesterskabet i formel 1. Vi har ingen interesse i at udvikle og støtte Kevin Magnussen i ’bare at ende som formel 1-kører. Det er ikke vores mål. For havde det været vores mål, så kunne vi bare åbne vores checkhæfte og købe en anden kører i stedet for. Hos McLaren har vi kun ét mål, og det er at uddanne den nye verdensmester i formel 1, siger han og tilføjer:

– Og hvis vi oplever, at en ung kører som Kevin Magnussen ikke længere har som mål at blive verdensmester, ændrer vi straks vores syn på ham. Så vi mener helt klart, at Kevin Magnussen har det potentiale i sig.

Klar tale fra McLarens magtfulde sportsdirektør, som dog understreger, at Kevin Magnussens fokus i 2013 først og fremmest skal være på at vinde løbsserien Renault World Series 3.5.

Her dyster fremtidens formel 1-stjerner i det, der betragtes som løbsserien lige under formel 1.

Men bare tanken om en dansk vinder af formel 1 synes nærmest uvirkelig – nationens formel 1-meritter taget i betragtning.

Og samtidig som et uretfærdigt pres at lægge på en 20-årig dansk racerkører.

Men for Sam Michael er spørgsmålet om nationalitet ikke aktuelt i Kevin Magnussens tilfælde.

Ikke i et team som McLaren, der hører til et af formel 1-feltets rigeste, og hvor Magnussen på daglig basis står i formel 1-lære i teamets hovedsæde i Woking, England.

– Det kan måske for nogen være svært at tro på, at Danmark igen får sig en formel 1-kører i nærmeste fremtid. Men ud fra mit synspunkt tæller kørerens baggrund og nationalitet intet i denne sammenhæng. Det vigtigste for os er, at han er hurtig, siger Sam Michael.

Forventningerne om en gylden fremtid i formel 1 tynger ikke Kevin Magnussen. Han fokuserer frem for alt på at levere de fornødne resultater i 2013, så målet om et formel 1-sæde i 2014 kan indfries.

– Det er altid et stort klap på skulderen at få at vide, du har potentialet til at blive verdensmester. Men jeg er stadig langt fra det mål. Jeg skal stadig levere nogle resultater, som jeg endnu mangler at levere. Jeg ved, at jeg har potentialet, men jeg er meget ydmyg omkring det hele, siger Kevin Magnussen.

Sevom Sam Michael har store forventninger til McLarens unge dansker, vil han ikke fortælle, om Magnussen reelt er i spil til en plads i teamets formel 1-racer efter denne sæson.

Eller om McLaren overvejer at placere Kevin Magnussen i et af feltets mindre team for at samle erfaring.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu