Medarbejdere på kursus efter Mern-skandale

6. januar 2012 15:26 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Medarbejdere på kursus efter Mern-skandale
Billede mangler

Efter at have overset signaler om mulig vanrøgt og mishandling af ni plejebørn, sender Vordingborg Kommune nu deres tilsynsmedarbejdere på efteruddannelse.
Det fortæller Børne- og Kulturchef i Vordingborg Kommune, Lisbeth Mogensen, til Newspaq.
“Vi tager noget ekstern bistand ind, der skal efteruddanne vores personale, så de bliver bedre til at spørge ind til de familier de besøger,” siger hun.
De eksterne konsulenter vil tage på besøg hos 240 plejefamilier sammen med kommunens medarbejdere i løbet af de næste seks måneder.
Kommunens tilsynsmedarbejdere skal især uddannes inden for interview og spørgeteknikker, der skal afdække eventuelle problemer i en plejefamilie.
I forhold til Mern-sagen understreger Lisbeth Mogensen, at kommunen har gjort det, de skulle, ifølge lovgivningen.
Hun erkender dog, at kommunen skulle have gjort det bedre, hvis plejefamilien ender med at blive dømt for overgrebene.
“Hvis plejefamilien bliver dømt for det, de er anklaget for, så skal vores tilsyn forbedres. Vi har ikke set nogle af de her ting, og det burde vi kunne,” siger Lisbeth Mogensen.
Problemet er ifølge Lisbeth Mogensen, at Vordingborg Kommune ikke kan få indsigt i rapporterne om de børn, der er anbragt i familierne de besøger, hvis de er anbragt af en anden kommune.
“Medmindre de er fra egen kommune kender Vordingborg Kommune nemlig ikke de børn, der er anbragt i familien, og ifølge lovgivningen må vi ikke indhente oplysninger om de anbragte børn fra de anbringende kommuner,” siger hun.
I Mern-sagen er børnene ikke fra Vordingborg Kommune, og derfor er kommunen kun ansvarlig for at gennemføre et såkaldt drifttilsyn, der ikke inkluderer samtale med børnene. Derfor kan overgreb eller andre uregelmæssigheder være svære at få øje på.
Fremover vil kommunen gennemføre et årligt drifttilsyn med alle 240 plejefamilier i kommunen.
Plejeforældrene fra Mern er sigtet for vold og vanrøgt mod i alt ni plejebørn i løbet af de sidste tyve år. Sagen kører ved retten i Nykøbing Falster og der ventes at falde dom i sagen d. 31 januar.
De nægter sig skyldige.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu