Medier: Boston-bombemand er anholdt – måske død

19. april 2013 10:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Medier: Boston-bombemand er anholdt - måske død
Billede mangler

USA: Mens politijagten fortsætter efter mistænkt nummer to fredag nat lokal tid i Boston-forstaden Watertown, begynder flere rygter at svirre i de amerikanske medier.

 

Det mest fremtrædende er, at den ene af de foreløbigt to bekræftede mistænkte er en af bombemændene fra tragedien ved Boston Marathon. Det skriver Boston Globe, som angiveligt har talt med en embedsmand med forbindelser til efterforskningen.

Om den mistænkte stadig er i live efter de heftige skuddueller, kan medierne ikke blive enige om. Således beretter ABC News, at den mistænkte er i politiets varetægt, mens de stadig leder efter den anden.

Den lokale TV-station WCVB melder om én død og én på fri fod. Ifølge NBC News siger en kilde fra det lokale beredskab, at de skød og ramte den mistænkte.

Fox News mener at vide, at den mistænkte er erklæret død af Beth Israel Hospital, men ingen af disse meldinger er bekræftet fra myndighedernes side.

Et øjenvidne fortæller til NBC News, at anholdelsen af den ene formodede bombemand fandt sted foran hans vindue.

»To bevæbnede mænd skød mod et stort antal politimænd, som derefter gav igen med tung beskydning i flere minutter,« siger øjenvidnet Andrew Kitzenberg til NBC News.

Hans beretning bakkes op af flere øjenvidner, som siger at de to mistænkte var stærkt bevæbnet med flere forskellige skydevåben og eksplosiver, som de brugte til at flygte med.

Flere medier lytter med på lokalpolitiets radio, som melder om, at den anden mistænkte skulle være den anden af de to mænd, som FBI har efterlyst for bombeangrebet i Boston. Det er dog ikke bekræftet af FBI selv.

»Vi arbejder i øjeblikket tæt sammen med vores samarbejdspartnere for at afgøre, om der er en forbindelse mellem bomberne i Boston og skyderiet på Massachussetts Institute of Technology,« siger FBIs talsmand Martin Feely til CNN.

Politiet har afspærret et større område ved Watertown og gennemsøger området med bombehunde.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu