Medier: Hollands dronning vil abdicere

28. januar 2013 18:12 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Medier: Hollands dronning vil abdicere
Billede mangler

Den hollandske dronning Beatrix taler til nationen mandag aften. Ifølge hollandske medier vil dronningen meddele sin abdikation til fordel for sønnen Willem-Alexander.

 

Talen blev optaget tidligere mandag i kongeslottet Huis ten Bosch, og en unavngiven kilde tæt på hoffet bekræfter over for avisen De Telegraaf, at den 74-årige dronning vil bebude sin afsked.

Formodningen om, at der er tale om en abdikationstale, forstærkes yderligere af, at premierminister Mark Rutte vil tale til nationen umiddelbart efter dronningens tale.

Abdikation er en tradition i det hollandske kongehus, og Beatrix overtog selv tronen i 1980, da hendes mor, dronning Juliana, trådte tilbage. Hendes mormor, dronning Wilhelmina, abdicerede også i 1948.

Den populære dronning Beatrix efterfølges af sin ældste søn, kronprins Willem-Alexander, som ventes kronet under navnet Willem (Vilhelm) IV. Willem-Alexander, der i dag bærer titlen prins af Orange, er gift med den argentinsk fødte prinsesse Maxima. Sammen har de tre børn.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu