Medier: Penge til vestjysk motorvej er på plads

19. marts 2013 20:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Medier: Penge til vestjysk motorvej er på plads
Billede mangler

Finansminister Bjarne Corydon (S) er klar til at bruge 3,4 milliarder kroner på en motorvej, som skal gå fra Herning til Holstebro, skriver flere medier.

 

Dermed sættes der et foreløbigt punktum i den politiske strid om den omdiskuterede motorvej.

»Regeringen foreslår at reservere 3,4 milliarder kroner til at få bygget en motorvej mellem Holstebro og Herning,« siger Bjarne Corydon til Jyllands-Posten.

Pengene kommer fra besparelser i forsvaret, hvor regeringen vil lukke flere kaserner.

»Det nye forsvarsforlig indebærer, at der også frigøres et engangsbeløb, som vi synes er naturligt at investere i at løse den opgave med motorvejen,« fortæller finansministeren til Jyllands-Posten.

Det var VK-regeringen, som i sin tid lovede vestjyderne en motorvej i forbindelse med, at det kommende supersygehus blev placeret i Gødstrup ved Herning. Det skabte lokal vrede, fordi indbyggerne i eksempelvis Thyborøn fik langt til nærmeste akutmodtagelse – mere præcist 100 kilometer på landevej.

Da Socialdemokraterne, de Radikale og SF kom til magren, overtog de den tidligere regerings løfte om en motorvej, men først nu ser finansieringen ud til at falde på plads. Og det er på tide, erkender finansministeren over for Jyllands-Posten:

»Spørgsmålet har måske hængt i luften lige lovlig længe, må man nok sige,« siger han til Jyllands-Posten.

Den endelige aftale om finansieringen ventes ifølge TV Midt-Vest at falde på plads onsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu