Medvedev: Assad har begået fatale fejl

27. januar 2013 17:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Medvedev: Assad har begået fatale fejl
Billede mangler

Syriens præsident Assads magt svinder for hver dag, der går, men han skal væltes af sin egen befolkning, lyder det fra den russiske premierminister, Dmitrij Medvedev.

 

– Jeg tror, at for hver dag, hver uge og hver måned, der går, så vil Assads chancer for at beholde magten blive mindre og mindre. Men jeg vil gerne gentage, at det skal besluttes af det syriske folk, ikke Rusland, ikke USA eller noget andet land, siger Medvedev til CNN.

– Opgaven for USA, de europæiske lande og lande i regionen må være at få de to stridende parter i Syrien til at forhandle og ikke bare forlange, at Assad går af for at blive henrettet ligesom Gadaffi i Libyen eller blive slæbt i retten på en båre som Hosni Mubarak, tilføjer han.

Den russiske premierminister peger på, at Assad skulle have taget grebet chancerne for en forhandlingsløsning med oppositionen på et tidligt tidspunkt.

– Han skulle have gjort alt hurtigere. Det var en væsentlig og muligvis fatal fejl, at han ikke satte sig ved forhandlingsbordet for at tiltrække de moderate kræfter i oppositionen, da de var klar til det, siger Medvedev og pointerer, at han flere gange har forsøgt at påvirke Assad i en anden retning:

– Jeg har personligt ringet til ham for at understrege vigtigheden af at indgå i forhandlinger og for at lave reformer, men desværre er det syriske lederskab ikke klar til det, som jeg ser det, siger han til CNN.

Konflikten mellem det syriske styre og oprørere har snart varet i to år og har indtil nu kostet mere end 60.000 menneskeliv.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu