Sloane Stephens er meget mere end en Williams-klon

23. januar 2013 12:25 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sloane Stephens er meget mere end en Williams-klon
Sloane Stephens. Foto: Wikipedia.
Sloane Stephens

Sloane Stephens. Foto: Wikipedia.

Sloane Stephens, teenageren, der fik sit gennembrud ved at slå Serena Williams ud af Australian Open, er en hårdfør pige, der både har mistet sin biologiske far og sin stedfar.

 

Sloane Stephens var inden Australian Open nummer 25 på verdensranglisten, og hendes bedste resultat en fjerde runde-kamp i French Open sidste år.

Tidligere havde hun endda en plakat på væggen af netop Serena Williams. Men Williams-søstrene var ikke grunden til, at hun startede med at spille tennis.

– Det var en aktivitet, som man kunne lave efter skolen, og det var sjovt, har Stephens fortalt i et interview.

Hun har afvist, at hun skulle identificere sig i særlig grad med Williams-søstrene, selvom de også er afro-amerikanere.

– Det betyder ikke noget, hvilken race du tilhører. Hvis du er en fantastisk atlet og et fantastisk menneske, som kan gøre utrolige ting gennem din sport, så vil alle se op til dig. Jeg elsker virkelig Kim Clijsters, jeg elsker så mange forskellige spillere. Det betyder ikke noget, om de er amerikanere eller afro-amerikanere, sagde hun dengang.

Læs også – Bitter Wozniacki: Jeg havde chancen

Stephens er ellers født med kraftfuldt afro-amerikansk dna i sine gener. Hendes mor Sybil Smith, der i dag er psykolog, var som ung svømmer på udvalgt amerikansk hold, mens hun gik på universitetet i Boston.

Og hendes biologiske far var den tidligere NFL-running back John Stephens, der spillede for New England Patriots, Green Bay Packers og Kansas City Chiefs. Hun havde dog ikke meget kontakt til ham, inden han døde i en bilulykke i 2009. Det havde Sloane Stephens derimod til sin stedfar Sheldon Smith, men han døde af kræft i 2007.

– Du må spille de kort, du bliver tildelt i livet. Jeg synes, at jeg har klaret det rimeligt godt. Det var bare mig, min mor og min bror, og jeg synes, at min mor har gjort det fantastisk med min bror og mig. Der sker nogle ting, men du må bare lære af dem og komme videre. Der er folk i verden, der har det meget værre end mig. Jeg har ikke en far. Jeg mistede også min stedfar, men jeg har fået alt andet. Jeg har haft nogle hårde oplevelser, men jeg har aldrig manglet noget i livet, har Stephens fastslået.

Sloane Stephens havde inden kvartfinalen mod Serena Williams mødt hende i Brisbane i starten af januar. Her tabte hun i to sæt til den modstander, som hun tidligere havde klistret op på væggen.

– I Brisbane var det mærkeligt, virkeligt mærkeligt, at spille mod hende. Men jeg tror, at når du først får overstået første gang, er det fint.

Onsdag morgen var det mere end fint, da Stephens var skyld i, at Williams endte med at smadre sin ketsjer i tredje sæt og pakke sammen efter kvartfinalen.

Sloane Stephens var dårligt nok færdig med kampen, før hun tjekkede sin mobil, hvor det væltede ind med sms’er. Og på Twitter gik hun hurtigt fra omkring 17.000 til mere end 40.000 followers og fik støtte-erklæringer fra basket-stjerner som Shaquille O’Neal og Dirk Nowitzki samt singer-songwriteren John Legend.

 

Læs mere om Sloane Stephens her

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu