Melding om aktivitet ved nordkoreansk missilanlæg

29. marts 2013 05:08 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Melding om aktivitet ved nordkoreansk missilanlæg
Billede mangler

NORDKOREA: Der er øget aktivitet ved de nordkoreanske missilanlæg, som både rummer mellem- og langdistanceraketter.

 

Det meddeler det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap ifølge Reuters blot få timer efter, at Nordkoreas leder Kim Jong-un beordrede landets raketenheder til at forberede sig på at være klar til at angribe amerikanske militærbaser.

»Der er blevet påvist stærkt forøgede bevægelser af køretøjer og soldater ved Nordkoreas mellem- og langtrækkende missilanlæg. De har været klar til kamp ved missilanlæggene siden 26. februar, så der er mulighed for, at de rent faktisk vil åbne ild,« siger en sydkoreansk militærkilde.

Endnu er oplysningerne om aktiviteten ved Nordkoreas missilanlæg ikke endeligt bekræftet. Det står dog klart, at det i forvejen anstrengte forhold mellem det kommunistiske styre og USA er blevet yderligere forværret.

Torsdag sendte amerikanerne to bombefly på træningsmission over Sydkorea for at demonstrere over for det kommunistiske styre i nord, at USA er i stand til at udføre præcise langtrækkende angreb på mere end 20.000 kilometers afstand.

Styret i Pyongyang svarede igen ved at bede militæret om at stille raketter på standby til at angribe amerikanske militærbaser i Sydkorea og Stillehavet.

Forholdet mellem USA og Nordkorea har længe været særdeles køligt, og spændingerne mellem de to lande fik ekstra næring, da det kommunistiske styre i sidste måned testede sin hidtil kraftigste atombombe. Det var tredje gang, nordkoreanerne prøvede det internationale samfunds tålmodighed af, og det fik FN til at skærpe sanktionerne mod landet.

I slutningen af 2012 sendte Nordkorea desuden en langtrækkende raket til vejrs, det skete dengang under påskud af, at der var tale om opsætningen af en vejrsatellit. Raketten viste dog ifølge kendere, at landet er nået langt i udviklingen af interkontinentale raketter, som kan forsynes med atomsprænghoveder.

USA er ikke det eneste land, der med skepsis følger med i nordkoreanernes erklærede fredelige forsøg. Nabolandet og ærkefjenden Sydkorea ser også til med bekymret mine, og forholdet mellem de to Koreaer ser ud til at være kastet ud i en dyb krise, efter at Nordkorea har besluttet sig for at afbryde en telefonlinje mellem de to landes militær.

Sydkorea kan dog forvente opbakning fra landets allierede USA, som erklærer sin støtte til sydkoreanerne.

Vi vil klart forsvare – vi er entydigt forpligtet – til en alliance med Sydkorea samt vores andre allierede i den del af verden,« siger den amerikanske forsvarsminister, Chuck Hagel, ifølge AFP.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu