Mere end 100 kilo kokain beslaglagt i Aarhus

13. april 2013 15:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mere end 100 kilo kokain beslaglagt i Aarhus
Billede mangler

Østjyllands Politi har ved en aktion i påsken beslaglagt en omfattende mængde narkotika på Aarhus Havn. Beslaglæggelsen fandt sted onsdag, og ifølge BTs oplysninger er der tale om mere end 100 kilo kokain.

 

I forbindelse med beslaglæggelsen blev en mandlig, udenlandsk lastvognschauffør anholdt. Ved et grundlovsforhør holdt bag dobbelt lukkede døre dagen efter anholdelsen blev han varetægtsfængslet i fire uger.

»Der er foretaget en beslaglæggelse, men hvad det er, vi har beslaglagt, og hvilke mængder, der er tale om, det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, siger Merete Olesen, chef for organiseret kriminalitet ved Østjyllands Politi, til bt.dk.

Da grundlovsforhøret blev holdt bag dobbelt lukkede døre er det uvist, hvordan sigtelsen mod den anholdte lyder.

Ifølge BTs oplysninger er den anholdte en 30-årig polsk lastbilchauffør, men oplysningerne kan ikke bekræftes af politiet.

»Af hensyn til efterforskningen kan jeg hverken be- eller afkræfte det,« siger chefen for organiseret kriminalitet.

De 100 kilo kokain har ifølge eb.dk en markedsværdi på omkring en kvart milliard kroner.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu