Mere end et tabt årti

6. marts 2013 22:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mere end et tabt årti
Billede mangler

Venezuelas præsident er død – Venezuela længe leve.

Selv om syngende, grædende, sørgende venezuelanere natten til i går tog hul på syv dages dekreteret landesorg foran hospitalet i hovedstaden Caracas, hvor Hugo Chávez tabte kampen til kræften, kan dødsfaldet meget vel varsle en ny begyndelse og bedre fremtid for ikke bare Venezuela, men såmænd også for resten af det sydamerikanske kontinent.

Således er det sørgelige resultat efter Hugo Chávez’ 14 år ved magten et forfaldent Venezuela med vareknaphed, evindelige strømsvigt og elendig infrastruktur. Trods enorme olierigdomme lykkedes det aldrig Hugo Chávez at skabe økonomisk udvikling. Trods sociale fattigdomsprogrammer og en slags selvopfunden socialisme forblev folket fattigt. Og trods store ord og rasende og lange – og, ja, bevares, nogen gange ganske underholdende – politiske enetaler rettet mod hovedfjenden USA, vil venezuelanerne uden tvivl være langt bedre tjent med en tilværelse uden Hugo Chávez fremover med mere respekt for menneskerettigheder.

Det samme vil formentlig resten af Sydamerika, hvor den hårde retorik vendt mod Nordamerika fra Venezuela har forvandlet sig til noget nær et tag-selv-bord for kinesiske og russiske interesser, såvel økonomiske som sikkerhedspolitiske. Tankevækkende var det da også at følge gårsdagens kondolencer fra netop Kina og Rusland, der hyldede Hugo Chávez som en sand helt – en »stor leder«, »god ven«, »usædvanlig og stærk mand«. Læg dertil Irans præsident Mahmoud Ahmadinejads heltekvad om »martyren« Hugo Chávez, der i sin tid også plejede tætte bånd med Libyens leder Muammar Gadaffi, og omfanget af den mildt sagt brogede og noget bizarre vennekreds blotlægges.

Umiddelbart står Venezuelas vicepræsident Nicolas Madura, der beskrives som én af de mere moderate og dialogsøgende i den politiske inderkreds, til at overtage styringen. Hvorvidt han også vil overtage den gennemført antiamerikanske og antikapitalistiske udenrigspolitik med hud og hår er heldigvis mere tvivlsomt. Lige som sidste års taber ved præsidentvalget, oppositionsleder Henrique Caprile, stadig tripper i kulissen.

Som stort set alle vestlige stats- og regeringschefer valgte USAs præsident Barack Obama i går at holde sig til de pæne vendinger og se det positive i situationen. Den amerikanske administration vil gerne udvikle et anderledes konstruktivt forhold til Venezuela, der dermed kan tage hul på et nyt og mere fremgangsrigt kapitel efter triste tider og mere end et tabt årti.

Så der er håb forude – og selv om ingen naturligvis ønsker at trampe på de døde, fandt menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch det ikke desto mindre på sin plads i går – midt imellem de mange venlige og velmente mindeord – at minde verden om Hugo Chávez’ brutale sider med en »dramatisk koncentration af magt« og ikke mindst »åbenlys tilsidesættelse af basale menneskerettigheder«.

Venezuelas præsident er død – Venezuela længe leve.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu