Mern-sagen: I dag falder dommen

17. april 2012 08:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Mern-sagen: I dag falder dommen
Billede mangler

I dag falder der dom i en af danmarkshistoriens mest omfattende sager om overgreb mod plejebørn.
Anklageren i sagen, Michael Boolsen, kræver minimum tre års fængsel til både faderen og moderen. Strafferammen er op til fire års fængsel.
Og det bliver børnenes forklaringer, der skal bane vejen for en hård dom, mener Michael Boolsen.
“Jeg har i min procedure lagt meget vægt på børnenes forklaringer om deres oplevelser og på den sammenhæng, der er i deres forklaringer. De har forklaret ganske enslydende selv om de ikke rigtig kender hinanden,” siger han til Newspaq.
Forældrene nægter sig fortsat begge skyldige, og har givet udtryk for, at de har opdraget deres børn, ligesom alle andre forældre ville gøre det.
Begge forældre, der er henholdsvis 54 år og 60 år, bør ifølge anklageren frakendes retten til at have med børn at gøre.
I medierne er sagen blevet fulgt tæt, på trods af at strafferammen er noget mindre end i de andre misbrugssager, der for tiden er i gang rundt om i landet.
Forklaringen skal findes i sagens tema, snarere end i de konkrete overgreb, vurderer anklageren.
“Jeg tror, at det har betydet meget for pressen, at der har været tale om børn anbragt i pleje. Det er børn, som af det offentlige er blevet anbragt i pleje, fordi de havde det skidt hos deres biologiske forældre. Derfor har det offentlige anbragt dem, for at de skulle få det godt, og vores påstand er, at det har de absolut ikke fået,” siger Michael Boolsen til Newspaq.
Det ventes, at dommen fra byretten i Nykøbing Falster falder klokken 12.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu