Messi mast i Milans maskine

20. februar 2013 23:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Messi mast i Milans maskine
Billede mangler

Når Barcelona er bedst, er det ren legestue og boldglæde for drenge i alle aldre. Men når de katalanske kæledægger en sjælden gang rammer en halvdårlig dag, forvandles deres spil til intetsigende samlebåndsdelikatesser og tomgang.

 

Spørg bare i AC Milan. For nok levede den italienske traditionsklub igennem trængselstider målt på boldbesiddelse. Men med et frådende arbejdsraseri, jernhård disciplin og viljefast mod til at føre omstillingspillet helt igennem og forfølge hver en minimal chance, tog AC Milan første stik i mødet med Barcelona.

Det var måske lidt tilfældigt, men langt fra ufortjent, da Kevin-?Prince Boateng bragede værternes forløsende føringsmål i kassen i det 57. minut med et tørt og karakteristisk hug fra det hypergiftige venstreben.

Impotent

Indtil da havde Barcelona præsenteret sig selv i en ufarlig og impotent udgave, hvor selv Lionel Messi faldt mere og mere ind i de anonymes rækker. Hvis Barcelona gik på banen i bevidstheden om, at spilovertag og chancer nok skulle få vægtskålen til at tippe, er der ikke noget at sige til det. I de fire kampe, de to klubber nåede at spille i sidste sæsons Champions League, vandt Barcelona de to af kampene og fik remis i de to andre. Men AC Milan fik også ført bevis for, at holdet aktuelt er i klar og konstant fremgang også i europæisk henseende, hvor holdets revitaliserede trup for alvor er ved at smelte sammen til en helhed.

Babygråd og kolik

Med et stykke sammenhængende forsvarsarbejde pillede AC Milan glansen af bevægelige superteknikere som Fabregas, Xavi og Iniesta. Og med en Lionel Messi, der spillede som om, den nybagte far havde tilbragt fire nætter med en blanding af babygråd, kolik og endeløse bleskift, skulle det gå galt for et Barcelona-mandskab, der defensivt balancerer på en knivsæg i denne sæson.

– Vi vil ikke acceptere rollen som offerlam, proklamerede AC Milan coach Massimiliano Allegri inden opgøret på San Siro.

Det var en holdning, der sendte milaneserne på banen med brystet skudt frem og en trodsig kom-ikke-her indstilling.

Minut for minut steg Barcelonas frustrationer på en aften, hvor det også blev tydeliggjort, at Cesc Fabregas nok er en vidunderlig midtbanespiller i de rette omgivelser, men i nogen grad også har været med til at fjerne speed og bredde på moderne fodbolds mest frygtede midtbane.

Milans 2-0 mål udstillede Barca-svaghed nummer to, da Pique og Puyol lod hånt om tonsvis af rutine for at levne plads til Sulley Muntari, der flugtede fartfænomenet El Sharaawys oplæg i kassen med et tordnende flugtskud til 2-0 med ni minutter igen.

– AC Milan forsvarede sig som en flok tyrekalve på steroider, skrev en blogger.

Det er ikke helt forkert. Men overfor fodboldens englebørn var det den helt rigtige medicin.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu