Meta i SF-trekantsdrama: Jeg står stærkere nu

15. april 2012 15:51 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Meta i SF-trekantsdrama: Jeg står stærkere nu
Billede mangler

Meta Fuglsang overvejede at trække sig fra magtkampe i SF, men nu har kandidaten til posten som næstformand fået ny gejst.
Sådan lyder det fra Meta Fuglsang selv, efter at de delegerede på SF’s landsmøde i Kolding har stemt hende ind i landsledelsen med flest stemmer.
“Det er klart, at det er et stærkere mandat at gå til mødet i landsledelsen med. Hvis jeg havde været et godt stykke nede på listen, så havde jeg måske overvejet mit kandidatur,” siger Meta Fuglsang til Newspaq kort efter valgresultatet er vist på storskærm på landsmødet.
Hun kom ind som vinder foren de to modkandidater til næstformandsposten Mattias Tesfaye og Mette Touborg. Nu skal den nye 18 mand store ledelse finde frem til en næstformand eller flere næstformænd senere søndag.
I optakten til landsmødet har ledelsen i SF med Villy Søvndal i spidsen givet sin opbakning til Tesfaye og Touborg, der helst vil dele posten mellem sig. Det efterlader Meta Fuglsang lidt på sidelinjen, men valgresultatet viser, at hun mere ligger på midten, vurderer hun selv.
“Det sender et signal om, at jeg kan samle forskellige grupper i SF. Ellers tror jeg ikke, at jeg havde fået flest stemmer i valget til landsledelsen, hvis jeg ikke kunne samle,” fortæller Meta Fuglsang.
Hun har været næstformand det sidste halve år, og har rejst landet rundt, for at sikre en god kontakt mellem Christiansborg og de lokale SF’ere.
“Jeg betragter det som en anerkendelse for det arbejde jeg har lavet som næstformand det sidste halve år, og en tillidserklæring fra medlemmerne,” siger næstformandskandidaten.
Af de 421 med stemmeret fik Meta Fuglsang 224 stemmer. Nummer to blev Mattias Tesfaye med 184 stemmer, efterfulgt af Jesper Petersen, den politiske ordfører, med 176 stemmer. Touborg kommer ind som nummer syv med 149 stemmer.
De tre kandidater til næstformandsposten overlever dermed alle første etape i vejen til magten. For at være næstformand i SF, skal man nemlig også være en del af landsledelsen.
Handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) kom ikke ind i ledelsen, da hun kun fik 65 stemmer. Samtidig fik “brokkerøvene”, som Villy Søvndal kaldte Annika Smith og Pernille Frahm, heller ikke stemmer nok til at komme i landsledelsen.
Senere søndag eftermiddag vælger den nye landsledelse, hvem der skal være næstformænd.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu