Mette Frederiksen frygter at tabe en ungdomsgeneration

25. februar 2013 12:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mette Frederiksen frygter at tabe en ungdomsgeneration
Billede mangler

Unge kontanthjælpsmodtagere er hovedprioriteten i regeringens udspil til en kontanthjælpsreform.

 

Det fastslår beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) under fremlæggelsen af udspillet.

»Der er en række alvorlige fejl i vores nuværende kontanthjælpssystem, og jeg har ikke lagt skjul på, at noget af det, der bekymrer mig allermest i det Danmark, vi ser i dag, er de cirka 50.000 unge, som er på kontanthjælp,« siger Mette Frederiksen.

»For vi ved, at der er en risiko for, at mange af dem bliver der, hvis ikke vi som samfund er i stand til at understøtte dem til at få en bedre tilværelse end de har i dag. Det skete sidst, vi havde en økonomisk krise. Da var der en del, der gik ind af døren og kom på bistandshjælp. De kom aldrig ud derfra, og vi må ikke risikere, at den krise, vi står i i dag, betyder, at vi taber en del af en ungdomsgeneration,« siger hun.

Regeringen forventer med sit udspil til en kontanthjælpsreform at spare knap en milliard kroner om året fra 2015. Det ventes, at de penge skal bruges til at finansiere en kommende konkurrenceevnepakke, der blandt andet indeholder en sænkning af selskabsskatten.

I løbet af de seneste dage er en række elementer af regeringens udspil til en kontanthjælpsreform allerede sluppet ud.

Søndag kom det frem, at regeringen vil udvide den såkaldte ægtefælleforsørgelse, der betyder, at den ene del af et ægtepar kan miste retten til kontanthjælp, hvis den anden halvdel tjener mere end 30.000 kroner om måneden. Fremover skal ordningen også gælde samlevende par.

Det forventes, at 8.000 danskere vil blive ramt af de nye regler.

Arbejdsløse under 30 år, der er uddannelsesparate, får desuden frataget kontanthjælpen for i stedet at blive tilbudt en ydelse på SU-niveau.

Derudover er det kommet frem, at kontanthjælpsmodtagere fremover skal arbejde for deres kontanthjælp i såkaldte nyttejob, hvor ledige for eksempel laver havearbejde mod at få udbetalt kontanthjælp. Det gælder også unge under 30 år.

Desuden vil regeringen afskaffe de tre matchgrupper, som kontanthjælpsmodtagerne i dag er inddelt i forhold til deres mulighed for at bestride et job.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu