Mexicansk minister dræbt efter en uge på posten

10. marts 2013 04:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mexicansk minister dræbt efter en uge på posten
Billede mangler

MEXICO: Jose de Jesus Gallegos nåede kun at sidde en uge på posten som turistminister i den mexicanske delstat Jalisco, inden han blev udsat for et attentat.

 

Lørdag stoppede en gruppe bevæbnede mænd ministerens bil og skød og dræbte ham i et rigmandskvarter i byen Guadalajara. Det oplyser Mexicos indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Udover at være turistminister så var Jose de Jesus Gallegos også en driftig forretningsmand, der blandt nåede at udvikle en række dyre resorts til velhavende turister og luksuriøse bygninger i Mexico.

Den foreløbige efterforskning peger ifølge Reuters i retning af, at det er Gallegos’ forretningsaktiviteter, der ligger til grund for attentatet og ikke hans virke som politiker.

Mexicos præsident, Enrique Pena Nieto, har udtrykt fordømmelse af drabet, men politiet har endnu ikke foretaget anholdelser i sagen.

Delstaten Jalisco har cirka 7,5 millioner indbygger og er især kendt for områdets tequila og mariachi-musik.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu