Michael Laudrup spejder utrætteligt videre

12. marts 2013 20:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Michael Laudrup spejder utrætteligt videre
Billede mangler

Michael Laudrup har en høj stjerne i den engelske Premier League. Især købet af angriberen Michu har været med til at kåre danskeren til den bedste træner i den profilerede liga.

Succesen får ikke Laudrup til at hvile på laurbærrene. Arbejdet med at finde det næste superindkøb fortsætter ufortrødent, siger han nu.

– Vi arbejder allerede på næste sæson. Vi arbejdede gennem hele sidste måned og det vil fortsætte, siger Michael Laudrup til Skysport, og hentyder til arbejdet med at kigge efter nye spillere.

– Hele vejen gennem januar blev jeg spurgt om, hvilke spillere der kom til eller forlod klubben. Men bare fordi det blev den 1. februar, betød det ikke, at vi kunne ånde lettet op og stoppe med at arbejde, for det stopper aldrig, siger Laudrup.

Finalesejren i Capital One Cup for nylig udløste samtidig en billet til næste sæsons Europa League. Selv om det betyder flere kampe i Swansea-truppens fodboldben, vil han ikke udvide truppen.

– At være med i Europa League, betyder ikke, at vi vil arbejde med en større trup. Jeg tror ikke på det at have alt for stor en trup, siger Michael Laudrup.

Det skulle dog være sikkert og vist, at der kommer nye ansigter i truppen, når tiden er moden.

– Selvfølgelig vil der komme nogle nye spillere og forstærke visse positioner. Men jeg synes ikke, at det er tidspunktet at sætte navne på dem, siger Michael Laudrup.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu