Michael Rasmussen: Får min straf inden sommerferien

8. april 2013 17:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Michael Rasmussen: Får min straf inden sommerferien
Billede mangler

Det varer forhåbentlig ikke længe, inden Michael Rasmussen kender sin fremtid, lyder det fra den karantæneafsonende cykelsportsprofil.

Den nypensionerede cykelrytter må ikke have nogen formel kontakt med pedalsporten, på grund af sin verserende dopingsag.

Formelt står han til en karantæne på otte år, men meget tyder på, at den straf bliver nedsat til to, fordi han velvilligt har ladet sig afhøre af de danske anti-doping myndigheder.

Rasmussen forventer, at han får sin endelige dom, inden sommerferien og Tour de France begynder.

– Danmarks Idræts-Forbund har sendt forespørgslen videre til WADA (Det internationale antidoping-agentur, red.) De godkender, hvad jeg må og ikke må. Lige nu må jeg kun lave kommercielt arbejde for cykelholdet. Jeg er stadig kun midlertidigt suspenderet, men jeg har fået at vide, at de arbejder hårdt på at få afgjort sagen, som de håber at have klar inden sommerferien, siger Michael Rasmussen.

Indtil da må han væbne sig med tålmodighed i den kommercielle afdeling hos kontinentalholdet Christina Watches-Onfone, hvor han for tiden arbejder.

Det forventes, at hans samarbejde med myndighederne udløser en form for rabat på karantænen-straffen, der inden længe vil blive udmålt.

– Det er da klart min fornemmelse, at mine ord kommer til at veje tungt på vægtskålen, når straffen skal udmåles, siger han.

Planen for fremtiden ligger stadig i den sportslige afdeling på det danske cykelhold.

– Når karantænen er stadfæstet, er det helt klart min plan og ambition at vende tilbage i en ledende rolle på Christina Watches-Onfone i et eller anden omfang.

Michael Rasmussen indrømmede i januar et omfattende og systematisk brug af doping, der blandt andet omfattede EPO, væksthormon, testosteron, insulin, kortison og blodtransfusioner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu