Michael Rasmussen: Rolf skal fortsætte på TV2

4. februar 2013 10:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Michael Rasmussen: Rolf skal fortsætte på TV2

Rolf Sørensen gør TV2 dummere, og han bør ikke være kommentator af cykelløb, når han ikke fortæller hele sandheden.

 

Sådan udlagde Danmarks Cykle Unions formand, Jesper Worre, i torsdags teksten. Han mener ikke, at Rolf Sørensen fortæller sandheden om, hvad der er foregået på Rabobank, hvor dopingen tilsyneladende flød lige så naturligt som vand og energidrik.

Men det har ingen betydning, om Rolf Sørensen fortæller om doping eller ej, mener Michael Rasmussen, som i torsdags indrømmede sit dopingmisbrug. Rolf Sørensen skal fortsætte på TV2.

– Jeg synes, Rolf er en fantastisk kommentator. Det bliver svært at finde nogen inden for Danmarks grænser, som er mere vidende om cykelsport, end han er. Jeg ser ikke noget problem i det.

– Er Rolf Sørensen en troværdig kommentator?

– Jeg har ikke hørt ham lyve om cykelløb endnu. Han har indtil videre ikke prøvet at forklare nogen, at det er nemt at køre over Col du Galibier. Han har en fantastisk løbsforståelse, og han er rigtig god til at formidle det. Og så har han i form af Dennis Ritter, den journalistiske ekspertise at læne sig op ad. Jeg synes i virkeligheden, at de gør det rigtig godt.

Nu siger du, at du ikke har hørt ham lyve om cykelløb. Har du hørt ham lyve om noget andet?

– Nej, der har han bare forholdt sig tavs.

Er det okay, at han gør det?

– Nu er det gudskelov ikke mig, der ansætter folk på TV2, men fra mit personlige synspunkt, så synes jeg, han gør det fantastisk.

TV2 sportens chef, Frederik Lauesen, har tidligere sagt, at TV-stationen skulle have en debat om sommerens Tour-dækning, heriblandt Rolf Sørensens rolle. I fredags sagde han, at ‘Rolf Sørensen er ansat på TV2, indtil han ikke er det længere’.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu