Michelin-stjerner er guld værd for Danmark

14. marts 2013 15:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Michelin-stjerner er guld værd for Danmark
Billede mangler

»Jeg løb ud på gaden og råbte alt, hvad jeg kunne. Jeg havde lige noget, der skulle ud. Og alle virksomheder kiggede ud at vinduet og lavede thumps up og råbte tillykke til mig. Det var super fedt,« siger Rasmus Kofoed, medejer af Restaurant Kadeau i København, til aok.dk.

 

Torsdag fik Kadeau en af de 15 prestigefyldte Michelin-stjerner, der blev uddelt på dansk jord. Sidste år fik Danmark 14 stjerner.

»Vi formår at udbygge antallet af Michelin-stjerner i en økonomisk vanskelig tid for restauranterhvervet. Det er stærkt, fordi det i den grad cementerer, at dansk gastronomi har et utrolig højt niveau. Desværre dækker Michelin ikke uden for København, hvor vi også har en lang række sublime restauranter. Hvor mange stjerner kunne det ikke være blevet til, hvis guiden dækkede hele landet,« siger Katia K. Østergaard, administrerende direktør i brancheorganisationen Horesta.

Selv om det kun er hovedstadsrestauranter, der oplever stjerneregn, gavner hæderen hele Danmark, mener hun.

»En Michelin-stjerne gør vitterlig en stor forskel – både for den enkelte restaurant og for Danmark som destination. Den giver presseomtale, opmærksomhed og anerkendelse, som betyder flere gæster og mere omsætning,« siger Katia K. Østergaard.

Den udlægning deler Dansk Erhverv og VisitDenmark.

»Vores analyser tegner et helt klart billede af, at Danmark har fået et gastronomisk image, som turisterne rejser efter. Det er de rendyrkede »foodies«, der rejser hertil for at spise på de allerbedste restauranter og afprøve det nye nordiske køkken,« siger Maria Haugaard Christensen, international projektchef i VisitDenmark.

Organisationens analyser viser, at danske og udenlandske turister i 2011 brugte 10,4 milliarder kroner på landets spisesteder, hvilket er en stigning på 18 procent siden 2008.

Dansk Erhvervs markedsdirektør, Mette Feifer, er enig i, at dansk gastronomi er blevet en styrkeposition, som bidrager til at skabe vækst.

»Også uden for restauranterhvervet, fordi en stor del af gastro-turisternes omsætning havner i andre erhverv som hoteller, detailhandel og transport,« siger hun og uddyber:

»Derudover er den øgede opmærksomhed på dansk madkultur og danske madvarer med til at styrke Danmarks brand i udlandet, som man forbinder med høj kvalitet og innovation. Det gør det nemmere for danske virksomheder at afsætte deres varer på det internationale marked.«

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) glæder sig over den danske succes.

»Jeg hæfter mig ved, at flere af restauranterne har en særlig vægt på danske råvarer, og det er dejligt, at vi viser, at vi kan lave mad i verdensklasse ved at bruge det, der gror i vores egne haver,« siger hun.

Michelin-hæderen kom bag på Rasmus Kofoed og resten af Kadeau.

»Vi er i gang med at bære champagne ind, for det er virkelig en følelsesmæssig eksplosion det her. Vi var meget skeptiske omkring at skulle få en stjerne, så vi forholdt os meget nøgternt til det,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu