Microsoft mere populær end Facebook og Twitter

22. februar 2013 09:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Microsoft mere populær end Facebook og Twitter

Undersøgelse erklærer Microsoft for mere populær end Facebook og Twitter.

 

Det er blevet lidt sjovere at være Microsoft. Det fortæller en ny undersøgelse fra Reuters/Ipsos.

Halvdelen af de knap 5000 respondenter i alderen mellem 18 og 29 år syntes, Microsoft var mere cool end for et år eller to siden. Kun 42 procent sagde det samme om Facebook, mens Twitter nåede op på 47 procent.

Microsofts øgede popularitet skal ses i sammenhæng med en række kampagner gennem de senere år, hvor man har forsøgt at få bedre fodfæste på privatmarkedet, specielt hvad angår det mobile og tablet-computere. Inden for det sidste halve år har man blandt andet lanceret et banebrydende nyt styresystem, Windows 8, der fungerer på PC, tablet-computer og smartphone. Samtidig har foretaget det sjældne træk at fremstille egen hardware i form af tablet-computeren Surface, der blev iført en massiv reklamekampagne i forbindelse med lanceringen.

Satsningen på privatmarkedet er i sidste ende også en beskyttelse af erhvervsmarkedet for Microsoft. BYOD (Bring Your Own Device) hedder trenden, hvor medarbejdere tager deres private udstyr med på arbejde eller selv får lov til at købe ind. Dermed rykker produkter fra eksempelvis Apple og Google ind på et område, der traditionelt har været domineret af Microsoft og Windows. BYOD hænger sammen med en anden trend, ”consumerization, hvor tyngdepunktet for den teknologiske udvikling er flyttet fra arbejdspladsen til forbrugersfæren. Det er derfor ganske enkelt nødvendigt for Microsoft at have et stærkt brand.

”Undersøgelsen viser, at Microsofts indsats har haft en effekt, men den har endnu ikke skabt kunder,” siger Michael Gartenberg fra analysefirmaet Gartner til Reuters. Han henviser til, at salget af Surface indtil videre har været beskedent. Microsoft har også stadig noget at stræbe efter, når det gælder om at være cool. Softwaregigantens 50 procent i undersøgelsen blev overgået af Apple med 60 procent og Googles Android, der scorede 70 procent.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu