Microsoft taber på Windows 8

25. januar 2013 08:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Microsoft taber på Windows 8
Billede mangler

Indtjeningen halter hos Microsoft, der endnu mangler at få fodfæste på de nye markeder med tablets og smartphones

 

Verdens største softwarevirksomhed tjente 3,7 procent færre penge i sidste kvartal i forhold til samme periode året før, en nedgang fra 6,62  millliarder dollar (37 milliarder kroner) til 6,38 af slagsen (35,7 milliarder kroner). Omsætningen steg med 2,7 procent, fra 20,9 milliarder dollar til 21,5 milliarder.

De beskedne tal afspejler, at Microsoft endnu ikke er lykkedes med sin største satsning gennem årtier, Windows 8, lyder de umiddelbare reaktioner fra analytikere.

Windows 8 er Microsofts storslåede forsøg på at skabe sig et solidt fodfæste på nye markeder, der er opstået ved siden af Microsofts traditionelle hjemmebane, PC-platformen.

Tablets og smartphones med trykfølsomme skærme erstatter i stigende den traditionelle computer, og derfor har Microsoft været nødsaget til at foretage sig noget drastisk for at følge med på de fronter. Løsningen hedder Windows 8, et styresystem der fungerer på tværs af alle tre platforme, PC, tablet og smartphone. Det blev lanceret i efteråret 2012, men har endnu altså ikke levet op til salgsforventningerne.

En anden fremgangsmåde er at selv at producere hardware, noget Microsoft ikke har den store tradition for. Men i forbindelse med Windows 8 har man lanceret sin egen tablet-computer, Surface, der snart får danske debut.

Desuden verserer der vedholdende rygter om, at Microsoft skulle være interesseret i at deltage i et opkøb af verdens tredjestørste PC-producent Dell, som det i øjeblikket planlægges af kapitalfonden Silver Lake.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu