Midtjylland kravler mod midten

11. marts 2013 20:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Midtjylland kravler mod midten
Billede mangler

Hverken gæsterne eller værterne fik den store gevinst ud af anstrengelserne, da FC Midtjylland og FC Nordsjælland mandag aften spillede 1-1 i Herning.

FC Nordsjælland kan stadig blive overhalet indenom i sølvstriden af Randers FC i næste runde, og FC Midtjylland kan stadig fornemme bundholdenes ånde i nakken. Det er status efter mandagens uafgjorte kamp i Herning, hvor begge hold måtte nøjes med at tage et enkelt point med fra banen.

Første halvleg var tempofyldt og underholdende, men uden åbne muligheder til nogen af mandskaberne. Hjemmeholdet fik et par løse muligheder til Morten Duncan Rasmussen, men rigtigt farligt blev det aldrig.

Gæsterne fra FC Nordsjælland var tættere på at få netmaskerne til at blafre, og hollandske Joshua John fik målmand Jonas Lössl sat på en alvorlig prøve i samspil med Morten Nordstrand. Parret udgjorde en farlig duo for midtjydernes forsvar, der fik varmen på en kold aften ved at holde styr på de to.

Kort før pausen fangede FC Nordsjælland hjemmeholdet på hælene. Morten Nordstrand afleverede dybt fra midten, og et perfekt afmålt løb fra Uffe Bech bragte ham alene med Jonas Lössl. Her svigtede den tidligere Lyngby-spiller ikke og bragte gæsterne foran med en flad inderside.

I halvlegens sidste sekunder nedlagde Danny Olsen klodset FCN’s Henrik Kildentoft i feltet. Dommeren fløjtede til straffe og Morten Nordstrand havde mulighed for delvist at lukke kampen. Men Lössl satsede rigtigt og kunne gribe et tamt skud placeret midt i målet.

Hjemmeholdet fortsatte det høje tempo og aggressive spil i anden halvleg. Det var ved at give pote for Morten Duncan Rasmussen, der på en god aflevering fra Danny Olsen stod i en gunstig position foran mål. Det gled dog ud i sandet, da han forsøgte at trække på tværs og blev nedlagt i feltet. Dommerens fløjte forblev dog tavs.

Med tyve minutter tilbage gav hjemmeholdets pres pote. Trods indpakningen af forsvarsspillere lykkedes det Rilwan Hassan at sende et indlæg på tværs. Danny Olsen hoppede over og lod FC Midtjyllands topscorer Mads Albæk skubbe udligningen ind til 1-1.

Herefter lugtede ulvene blod og blandt andre Morten Duncan Rasmussen havde en afslutning på FCN-målet, der dog blev hamret over tværstolpen. Tættest på sejren var FC Midtjylland, der stod for flere gode muligheder i kampens sidste ti minutter, blandt andre var indskiftede Tim Janssen tæt på at score sejrsmålet.

Mest skuffede kunne hjemmeholdet være, der gik glip af en stor mulighed for at skifte bundstriden ud med en status som jagtende midterhold. FC Nordsjælland ligger stadig på anden- og sølvpladsen, men med Randers FC to point bagude.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu